Landbrugsskoler: Gode takter i regeringsgrundlag

Danske Landbrugsskoler er positive overfor det nye regeringsgrundlag.

En mere praktisk folkeskole, styrkelse af erhvervsuddannelserne og fokus på de unges trivsel er gode ambitioner, mener Danske Landbrugsskoler i en kommentar til det regeringsgrundlag Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne netop har fremlagt.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Der er mange spændende initiativer i regeringsgrundlaget, som Danske Landbrugsskoler ser frem til at få udfoldet og bidrage til. Det gælder bl.a. regeringens fokus på børn og unges trivsel. På landbrugsskolerne trives de unge og frafaldet er lavt, fordi eleverne oplever en sammenhængende hverdag med undervisning og sociale aktiviteter. 

- Den nye regering vil gøre mere for de unge, der ikke trives, og her bidrager vi meget gerne med vores erfaringer. Vi kan konstatere, at landbrugseleverne har en høj trivsel, bl.a. fordi vores skoler er kostskoler, hvor eleverne er del af et socialt fællesskab samtidig med, at de uddanner sig, siger Lars Møgelbjerg Andersen, formand for Danske Landbrugsskoler.

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at man vil nedsætte en kommission, der skal forebygge mistrivsel blandt børn og unge og gennemføre trepartsforhandlinger for at hjælpe de ca. 45.000 unge, der hverken er i gang med uddannelse eller arbejde. Her ønsker man ”at samle alle ansvarlige kræfter i samfundet for at finde løsninger”. 

Regeringen vil skabe et uddannelsessystem fra folkeskole til de videregående uddannelser med ”en bedre balance mellem bogligt, kreativt og praktisk indhold samt bedre muligheder for mesterlære og erhvervspraktik” og særligt styrke erhvervsuddannelserne i forhold til den grønne omstilling. Det hilser Danske Landbrugsskoler også velkomment, da både praksisfaglighed, erhvervspraktik og styrkelse af de grønne kompetencer er initiativer landbrugsskolerne allerede arbejder med.

- Vi har brug for, at elever i folkeskolen har en langt tættere kontakt til samfundet udenfor skolen. Samtidig spiller de nuværende og fremtidige elever på landbrugsskolerne en afgørende rolle i den grønne omstilling, som også kommer til at præge landbruget de kommende år. Derfor ser vi også frem til at være med til at inspirere den nye regering med ideer til, hvordan man kan gribe det an i praksis, fx foreslår vi at der etableres et grønt videnscenter, der skal være med til at fremtidssikre vores uddannelser,  siger Bjarne Ebbesen, næstformand i Danske Landbrugsskoler.


 

Emneord

politik

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle