Landmænd søgte kærlighed på TV2 - sådan går det i dag

Sidste afsnit af TV2-serien "Landmand søger kærlighed" rullede over skærmen her til aften, onsdag. Programmet blev optaget sidste år, så hvordan går det egentlig deltagerne og kærligheden nu?

Onsdag 17. juni viste TV2 sidste afsnit af "Landmand søger kærlighed". Serien, hvor fem landmænd leder efter deres livs kærlighed, har været en stor seersucces - men også en succes for tre af deltagerne, som man så i onsdagens sidste afsnit.

Programmet blev optaget sidste sommer, og hvordan går det så med kæresteparrene her et år efter? Vi har ringet til Ole, Jørn, Anders, Finn og Christian og spurgt dem om kærligheden.

Ole

Ole fandt kærligheden i Sigrid. De to var på romantisk tur til København, og her blev følelserne større og større, og det er de også den dag i dag.

"Det går rigtig godt. Vi bor stadig sammen, så det er helt fint. Alle Sigrids ting er på plads, så det er godt. Der er ikke sket noget endnu med børn, men vi arbejder da på sagen. Vi håber på, vi får en ny i familien," siger Ole.

Ole skifter job 1. juli og flytter til Ribe-området, hvor han har fået job på en gård med 400 køer. Sigrid, som arbejder i Føtex, flytter med. Om hun skifter job eller pendler, kan Ole dog ikke svare på.

Anders

Før aftenens sidste afsnit, flyttede Trine og Lone ind til Anders. Desværre ville ingen af dem på romantisk tur til København med ham, men som man kunne se i det allersidste afsnit, da værten Lene Beier vendte tilbage til Anders, havde han fundet kærligheden i Cecilie, som han ellers tidligere havde valgt fra, og også de to er stadigvæk sammen.

"Her går det over al forventning. Vi bor sammen. Hun flyttede over til mig først i marts. Det er virkelig en fornøjelse, ikke at være ungkarl mere, jeg er så glad og forelsket," lyder det fra Anders fra traktoren i marken.

De to prøver at nyde hinanden 100 pct. Anders vil gerne have børn, men de har ikke taget den store snak endnu, og som han fortæller, så tager de en dag af gangen.

Jørn

Jørn havde held i sprøjten med Maria, og også de to nød en kærlighedstur til København, med champagne og hotelophold. Champagnen og København er nu byttet ud med madpakke og Sønderjylland, hvor Maria er flyttet ind på gården.

"Det går fint, hun er flyttet ind og har boet ved mig siden februar. Jeg nyder det, helt vildt," siger Jørn.

Det har været en smule svært for Maria, som har skullet vænne sig til de mange timer, Jørn bruger i marken.

"Det er selvfølgelig en omvæltning for hende, vi har jo meget at se til i foråret. Hun har lidt svært ved at forstå, at vi er så lidt hjemme, og jeg så er træt, når jeg er hjemme, men det skal nok komme, hun skal lige have en forståelse for det," fortæller Jørn.

De fortæller alle tre, at det har været en kæmpe oplevelse, og de fortryder på ingen måde, at de deltog i programmet. For som de alle sammen siger, så har de jo fundet kærligheden, og det var det, de kom efter.

Christian

Christian var den yngste deltager i programmet. Det lykkedes ham at finde kærligheden under optagelserne sammen med Malene, men efter fem måneder gik forholdet i stykker. Et år efter er den unge landmand stadigvæk single.

"Det er gået sådan meget stille og roligt efter programmets optagelser. Jeg har ikke fundet mig en kæreste. Jeg gør ikke så meget for at lede, for lige nu har jeg ikke så meget tid til at finde en, men det er klart, man ikke skal udelukke noget."

Han understreger dog, at han ikke er desperat. Han er stadigvæk ung, så han har ikke travlt med at finde en lige nu.

finn

Heller ikke Finn fandt kærligheden under optagelserne, men det har faktisk kastet en del tilbud af sig, fortæller han.

"I de her dage, der kommer det lidt af sig selv. Torsdag og fredag i sidste uge, der var det ved at være lige rigeligt med tilbud. Mange tog chancen, fordi de så, at jeg ikke havde fundet en, så kvinderne har kontaktet mig. De sms'er eller ringer, og en enkelt har skrevet et brev. Der kunne da godt være et emne i blandt, men lige nu har jeg ikke tid til at se det hele i gennem."

Han tager tingene stille og roligt. Han får travlt hen over sommeren, så heller ikke han er desperat, understreger han.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle