Landmænd vil hjælpe klimaet – men vi savner politikerne

Af Mads Helms, økologisk mælkeproducent og næstformand i Økologisk Landsforening

Da regeringen fremlagde sin klimaplan i efteråret, var det umiddelbart en gratis omgang for landbruget. Mens transport- og energisektoren skal levere store reduktioner i sit klimatryk frem mod 2030, blev der mere eller mindre lagt op til, at landbruget ikke behøver gøre noget. Men landbruget står for op mod en tredjedel af Danmarks samlede klimatryk, og der er faktisk rigtig mange af vores landmandskolleger, som ønsker at tage klimaansvar.

Mange muligheder

Det mærkede jeg ikke mindst, da vi i Økologisk Landsforening i november og december holdt en række regionale møder landet over. Her præsenterede vi bl.a. et konkret eksempel fra en økologisk mælkeproduktion, der har lavet klimaregnskab og vist, at der faktisk er mange muligheder for klimahandlinger. Vi tog udgangspunkt i et reduktionsmål på 39 procent, og eksemplet gav anledning til stor diskussionslyst, og der var en udpræget positiv reaktion på, at det er muligt at nå i mål selv som mælkeproducent. Rigtig mange landmænd spurgte ind til, hvordan de også kunne komme i gang. Det gav os tydeligt et indtryk af, at der er et ønske om at tage ansvar for klimaet. Det er også tydeligt, at mange har brug for mere viden om, hvad og hvordan de bedst gør det.

 

EU-tilskud tilpasses

Samtidig er flere af de tiltag, der flytter mest i reduktionen som eksempelvis udtagning af lavbundsjorde og plantning af træer/skov, helt afhængige af, at EUs tilskudssystem tilpasses, og i nogle tilfælde er der også brug for økonomisk kompensation, da klimatiltag vil indebære en reduktion i produktionen. Landbruget kan og vil gerne levere på klimaet, selv om regeringen hidtil har haft klima-berøringsangst over for erhvervet. Vi og klimaet har brug for, at politikerne også kommer i arbejdstøjet og tilpasser både den hjemlige og EUs politik for at hjælpe til.

 

Samfundet skal bidrage

Uanset, at der er en stor velvillighed til at gøre en forskel, er det de færreste landmænd, der selv har økonomien til at gennemføre de nødvendige tiltag, og det kræver, at samfundet også bidrager, f.eks. med tilskudsregler der belønner og ikke straffer klimatiltag i landbruget som flere træer og buske i det dyrkede land.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle