Landmand med på top 20-liste over magtfulde danske formænd

To landbrugsfolk ryger ud af formands-rangering hos Børsen, mens ny indtager 20. pladsen.

Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, formand for Danish Agro, er blandt landets 20 vægtigste bestyrelsesformænd.

Det vurderer businessmediet Børsen i sin årlige rangering af de mest betydende formænd i de danske selskaber.

Landmanden fra Herfølge er ny på listen, og er optaget på grund af sine formandsskaber i såvel andelsselskabet Danish Agro som finans- og forsikringskoncernen Alm. Brand A/S. Derudover tæller det, at han er medlem af bestyrelserne i Landbrug & Fødevarer samt Sjællandske Medier A/S.

Børsen ranglister formændene efter en pointskala, hvor det at være formand for et selskab med over 1 mia. kr. i omsætning tæller point. Derudover tæller formandsposter i mindre selskaber, næstformandsposter, samt øvrige poster i bestyrelser også.

Farvel til anden grovvareboss og tidligere slagterichef

Mens Jørgen Mikkelsen er ny på listen, blev der i år ikke plads til hverken DLG's formand Niels Dengsø Jensen eller tidligere topchef i Danish Crown Kjeld Johannesen.

Niels Dengsø Jensen er ud over sin toppost i DLG også formand for AP Pension. Derimod forlod han sin formandspost i Jyden Bur i 2019, hvilket formentlig er årsagen til, at han falder ud blandt de 20 topscorere.

Kjeld Johannesen er i dag formand for Spar Nord og Hamlet Protein samt industrikonglomeratet KPC Holding og New Nutrition. Derudover er han medlem af bestyrelsen i Aktieselskabet Schouw og Co.

Børsens liste toppes igen af Lars Nørby Johansen, der runder de 71 år i 2020, og fortsat bestrider sine formandsposter i William Demant, Københavns Lufthavne, Codan Forsikring samt en række mindre virksomheder.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle