Landmand venter stadig på arealtilskud: Jeg har ondt i maven og min familie er ramt

Det forsinkede øko-arealtilskud har store konsekvenser for planteavler, Nick Ziegler – både økonomisk og personligt.

Det har store konsekvenser for de økologiske landmænd, der må vente op til 10 måneder på at få udbetalt deres arealtilskud.

Nick Ziegler, er økologisk planteavler på Hyldagergaard ved Solrød og har omkring 400.000 kr. til gode og det kan mærkes.

" Det kan mærkes. Jeg har da haft dage med ondt i maven og ligget søvnløs nogle nætter, fordi det kører rundt i hovedet på én med spørgsmål som: Får vi pengene? Og er der noget galt?", siger han til Landbrugsavisen.dk.

Fjerde september meddelte Landbrugsstyrelsen at de endnu en gang må udskyde de sidste udbetalinger af økologisk arealstøtte. Styrelsen er ikke færdige med at udbetale Økologisk Arealtilskud før i slutningen af oktober, lyder det.

Nick Ziegler synes, at forsinkelsen er under al kritik.

"Hvis jeg skal være lidt fræk vil jeg spørge, hvor mange andre der ville vente 10 måneder på at få løn? Det er selvfølgelig ikke løn, det ved jeg, men det er en del af budgettet - og det er svært nok i forvejen at lave budget", siger han.

Samtidig koster det ham omkring 5-7 procent på hans kassekredit og selvom forholdet til banken er "stort set fint" er det ikke sjovt.

"Jeg synes banken har været forstående, men det tærer da på forholdet",  siger han.

Og så er det ikke bare én gang han har skullet fortælle banken at de må vente endnu længere på deres penge.

"Nu er det ikke kun én gang datoen er blevet rykket  og jeg synes at styrelsen er langsomme til at melde forsinkelserne ud offentligt. Det er først en uges tid efter fristen igen er overskredet, at de melder det ud og, det skaber bare en lille tvivl når man siger det nede i banken", siger han.

Går ud over familien

Det er ikke kun de arbejdsmæssige relationer, der bliver påvirket. Også Nick Zieglers kone og tre børn, på syv, 11 og 14 år bliver påvirket af den tunge sky af bekymringer, der hænger over ham.

"Det påvirker jo det hele. Når børnene spørger om vi har råd til det ene eller andet får de nej, og lysten og muligheden for at tage på sommerferie har ikke været til stede hos mig. Børnene og min kone har været lidt afsted, men det er jo kun i kraft af, at min kone har et arbejde. Hele mit humør og overskud er påvirket af det", siger han.

Det er en meget ærgerlig effekt det har på hele familien, mener han.

Må udskyde betalinger

Også nick Zieglers underleverandører kan mærke at han mangler pengene.

"Jamen der må jeg jo skyde betalingerne lidt eller afdrage når vi kan. De er forstående og de har jo også andre kunder med samme problem. Men jeg bruger meget energi og fokus på  det og oven i en besværlig høst så bliver det bare for meget", siger Nick Ziegler.

Han fortæller, at han mangler to høst-dage for at afslutte årets høst. De afgrøder, der mangler er bygært og hestebønner og så 40 hektar roer på et senere tidspunkt.

Nick Ziegler synes i det hele taget, at det er en mærkelig måde at behandle økologerne på.

"Når man gerne vil have flere, der omlægger så gavner det her ikke, i hvert fald", mener han.

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle