Landmand vinder skattesag om afstået jord efter 12 år

Et landmandspar slipper for at betale skat af en fortjeneste, de fik tilbage i 2006, da de frivilligt afstod jord til Vinderup Kommune til byudvikling.

Landmand Jens Kristian Nielsen og konen Mette fra Vinderup ved Lemvig skal ikke betale skat af de 1,7 millioner kroner, som ægteparret tjente på et jordsalg til kommunen i 2006. Det har Landsskatteretten slået fast.

Det skriver Dagbladet Holstebro.

Sagen har efterhånden kørt i 12 år og været forbi både Skat, Ankenævnet og Landsskatteretten hele tre gange.

Sagen bundede i, at parret i årene forinden havde afstået jord til kommunen, og hver gang var de sluppet for at betale skat af fortjenesten, fordi jordsalget kunne sidestilles med en ekspropriation.

Eller sagt på en anden måde - hvis landmanden ikke lavede en frivillig aftale, så ville kommunen bare ekspropriere, skriver avisen.

Tilbage i 2006 skulle yderligere 5,6 hektar jord skifte hænder, men denne gang afviste Skat, at der var skattefrihed for salget. Det skyldtes blandt andet, at kommunen var nødsaget til at haste handlen igennem.

Vinderups tidligere borgmester Holger Hedegaard og tre kommunalbestyrelsesmedlemmer havde skriftligt erklæret, at der ville være fundet ekspropriation sted, hvis ikke salget var sket frivilligt, og det blev tungen på vægtskålen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle