L&F begræder irsk kommissærs exit: "Et kæmpe tab for dansk landbrug"

"Et kæmpe tab for dansk landbrug og for EU", siger L&F-formand Martin Merrild om den irske EU-kommissær Phil Hogans udtræden af EU-Kommissionen.

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, beklager dybt, at et brud på corona-restriktionerne har udløst så voldsomt et pres på den irske handelskommissær og tidligere landbrugskommissær Phil Hogan, at han har valgt at træde tilbage.

"Jeg synes, det er voldsomme reaktioner, der har været, efter et vel trods alt mindre politisk fejltrin, hvor der har været forskellige vurderinger af, om reglerne var overtrådt. Det er politik, når det er værst", mener Martin Merrild.

Vil savne Hogan

Martin Merrild frygter, at det kan få konsekvenser for EUs landbrugspolitik og dermed for dansk landbrug, at Phil Hogan ikke længere sidder med ved Kommissionens bord.

Det kan, frygter han, betyde, at den nye, polske landbrugskommissær får friere spil til at trække EUs landbrugspolitik i en mindre liberal og konkurrenceorienteret retning.

"Den nye kommissær lagde ud med at mistænkeliggøre moderne landbrug, et paradoks i og med EU i øvrigt har en klar holdning til, at vi skal have en liberal landbrugspolitik med fri konkurrence. Det passer ikke sammen", siger Martin Merrild.

"Jeg havde da sat min lid til, at hele kommissionen på et eller andet niveau havde tænkt sig at arbejde som et kollektiv, og  jeg håbede, at Phil Hogan med sin viden og rutine stadig kunne have et øje på landbrugspolitikken, som den nye kommissær har et noget famlende forhold til", mener Martin Merrild.

"Fantastisk kommissær"

I Landbrug & Fødevarer var irske Phil Hogan en populær landbrugskommissær, som på mange måder delte holdninger med L&F.

"Som jeg ofte har sagt, så mener jeg, at Hogan var været en fantastisk landbrugskommissær, og jeg mener også han havde alle forudsætninger for at blive det som handelskommissær", siger Martin Merrild.

Golf-middag

Phil Hogan valge onsdag aften at trække sig fra sin kommissærpost.

Det skete efter stærk kritik i irske medier af, at han havde deltaget i en større middag arrangeret af det irske parlaments golfforening.

Middagen fandt sted mindre end 24 timer efter en udmelding fra regeringen om nye coronarestriktioner.

Blandt restriktionerne var et forbud mod "formelle eller uformelle begivenheder eller fester" på hotelrestauranter. Gæsterne ved den pågældende middag sad ifølge flere medier ved ti-personers borde og overtrådte dermed coronarestriktionerne.

"Det er klart i den slags situationer må man træde et skridt tilbage og sige: Det var dumt. Men stadigvæk synes jeg, der er forkert, at det skal have så store konsekvenser", siger Martin Merrild.

Phil Hogan har været medlem af EU-Kommissionen siden 2014, hvor han var landbrugskommissær.

Emneord

politik , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle