L&F-cheføkonom: Danmark er et lavvækstland

Frank Øland, cheføkonom ved Landbrug & Fødevarer, siger, at politikerne skal sætte gang i reformer, hvis Danmark skal opleve en vækst, der svarer til nabolandene.

Det danske bruttonationalprodukt (BNP) voksede kun 0,2 procent i 4. kvartal 2016 og voksede dermed 1,1 pct. sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Den lave vækst i 4. kvartal er en skuffelse for Frank Øland, cheføkonom hos Landbrug & Fødevarer, efter at de første indikationer havde peget på en vækst på 0,4 procent.

"Danmark er stadig et lavvækstland. Vi sakker igen bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Man kan godt tale om et opsving, men dansk økonomi kører altså stadig rundt på kravlebanen. Det er et opsving uden megen saft og kraft. Der, hvor dansk økonomi trods alt viser fornyet energi, er i privatforbruget, som voksede 2,1 pct. i 2016. Der er også kommet godt gang i boliginvesteringerne," skriver Frank Øland i en skriftlig kommentar.

Der er brug for reformer der kan skubbe til væksten og gøre plads til yderligere vækst, siger han.

"Selv om væksten er sløj, så ser vi allerede de første tegn på flaskehalse på arbejdsmarkedet. Det skyldes en meget beskeden produktivitetsvækst. Faktisk var produktivitetsvæksten i den private sektor negativ i 2016. Derfor er det vigtigt, at reformer øger produktiviteten og også gerne øger arbejdsstyrken. Ellers løber opsvinget ind i en mur, før det for alvor er kommet i gang."

Der ser ud til, at væksten bliver stærkere i de kommende år, men vi kan ikke tage det for givet, fastslår han.

"Vi er efterhånden blevet skuffet ganske mange gange," siger han.

BNP per indbygger voksede kun 0,34 pct. i 2016.

"Når den forkølede BNP-vækst på 1,1 pct. renses for befolkningsvæksten, så viser det sig, at danskerne kun blev en knivspids rigere i 2016. Det er ikke godt nok. Sammenlignet med vores nabolande, så er vi sakket godt og grundigt bagud siden finanskrisen. I løbet af de seneste 10 år er BNP per indbygger vokset 5-8 pct. mere i Norge, Sverige og Tyskland end i Danmark. Det er en forskel, der kan mærkes. Mens vores nabolandes BNP per indbygger i dag ligger væsentligt højere end det gjorde i 2007, så ligger det danske fortsat lavere."

"Der er ikke nogen tryllemedicin. Det bedste bud på en vækstkur er reformer. Reformer der øger produktiviteten og arbejdsudbuddet. Det kan forhåbentligt gøre plads til den vækst, som skal sikre, at der fortsat er råd til det danske velfærdssamfund."

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle