L&F og Seges lægges sammen

Primærbestyrelsen får langt mere direkte ansvar for Seges, der juridisk og ledelsesmæssigt lægges sammen med L&F

Landbrug & Fødevarer overtager nu det fulde ansvar for Seges, og rent juridisk og administrativt lægges Seges og L&F sammen til et selskab.

”Det er ganske enkelt nødvendigt med fælles bundlinje, hvis vi skal være sikker på at få nok for pengene,” fastslår L&Fs formand Martin Merrild, der samtidig afviser, at resultatet bliver en politisk styret rådgivning.

”Vi har helt klart et u-udnyttet potentiale for at gøre tingene mere effektivt,” siger Martin Merrild, der præsenterede den nye struktur for L&Fs lokalformænd og centerdirektører på et møde i Billund tirsdag formiddag.

”Vi har rationaliseret meget, både i Seges og i L&F, men vi kommer først for alvor videre, hvis vi har en fælles bundlinje. Det betyder ikke i sig selv færre medarbejdere – antallet af medarbejdere afhænger af, hvad man vælger at sætte i gang og tror kan give gevinst for landmændene. Men det betyder, vi kan køre længere på literen.”

Formanden ser det samtidig som et klart udtryk for, at forening og rådgivning hører sammen, både lokalt og centralt. Men han afviser, at sammenligningen er ensbetydende med, at rådgivningen bliver styret politisk.

”Som landmænd kan jeg ganske enkelt ikke bruge mine rådgivere, hvis de ikke giver rent faglige råd. Det samme gælder når vores eksperter udtaler sig og deltager i fagligt arbejde sammen med myndighederne. Vi ville i den grad tabe, hvis vi styrede vores rådgivere og bad dem tage politiske hensyn.”

Som en konsekvens af ændringen nedlægges Seges’ to år gamle bestyrelse. I stedet skal rådgivningscentret referere direkte til Primærbestyrelsen.

”Det bliver godt og sundt for Primærbestyrelsen også at skulle forholde sig til udviklingen i rådgivningen. Konkret vil det være sektorbestyrelserne, der bestiller udviklingsopgaver på deres områder, men på tværgående og nye områder bliver ansvaret placeret direkte i Primærbestyrelsen”, siger formanden.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle