L&F om ASF ved Rostock: Det er ikke en panik-situation

ASF-smitten er flyttet 100 km mod vest med nyt fund ved Rostock i tamsvinsbesætning, men der er ikke grund til panik, siger Jan Dahl, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.

Danske svineproducenter kan fortsat være rolige i forhold til spredningen af afrikansk svinepest, som med meldingen om nyt fund i en tamsvinsbesætning nær Rostock er rykket tættere på Danmark end nogensinde før.

Hos Landbrug & Fødevarer er opmærksomheden rettet mod spredningen af afrikansk svinepest i Tyskland, der først gang blev ramt af den frygtede svinesygdom i september 2020.

"Det er en bekymrende udvikling, at smitten spreder sig, og det er ikke en god udvikling, at sygdommen kommer tættere op til os", siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Jan Dahl, og fortsætter:

"Den seneste spredning gør ikke, at trusselsbilledet ændres. Vi har stadig vores vaskerutiner ved grænsen, vi har vildsvinehegnet. og vi har retningslinjer for, hvordan vi skal gebærde os, når vi skal ind i stalde. Men vores opmærksomhed er selvfølgelig hævet, og nu kigger vi vores ting igennem og sammen med Fødevarestyrelsen finder ud af, om vi skal foretage yderligere stramninger".

De tyske myndigheder ved endnu ikke, hvordan tamsvinsbesætningen er blevet smittet med afrikansk svinepest. Hvis der er tale om, at smitten kommer fra vildsvin i området, så medgiver Jan Dahl, at situationen med svinesygdommen er ude af kontrol.

"Hvis der er tale om et enkeltstående tilfælde, så løser tyskerne det, og området vil være fri af smitte efter et stykke tid, men da vi ikke ved det endnu, er det for tidligt at sige yderligere om spredningen af smitten", siger Jan Dahl. 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle