L&F vil femdoble økologieksporten inden 2040

Landbrug & Fødevarer vil femdoble den økologiske eksport og øge bæredygtigheden i produktionen.

Når det røde Ø i år kan fejre 25 års fødselsdag, er det med en række successer i baggagen. Fødselaren er på 25 år blevet et danmarkskendt mærke, som 98 pct. af befolkningen kender, og som hele 8 pct. dagligt kommer i deres indkøbskurv i dag.

Landbrug & Fødevarer glæder sig over Ø-mærkets succes og har ambitioner om en femdobling i den økologiske eksport de næste 25 år.

"Lige nu har vi i L&F en ambition om 10 pct. eksportvækst om året frem til 2020. I 2013 havde vi en øget eksport på 31 pct. så 10 pct. er ikke urealistisk. Og der vil fortsat være stort potentiale for vækst også efter 2020. Vi mener, at en femdobling af den økologiske eksport de næste 25 år, er en realistisk, men spændende ambition, at arbejde efter, og så vil værdien af den økologiske eksport nærme sig 8 mia. kr.," siger økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

Samtidig er målet for det danske hjemmemarked, at det holder en gennemsnitlig vækstrate på 3 pct. Hvis det sker, vil omsætningen i Danmark også runde 15 mia. kr. i 2040.

"Nogen vil måske mene, at det er dybt urealistisk at salget af økologiske produkter samlet set nærmer sig 25 mia. kr. i 2040, men for 25 år siden havde ingen heller troet, at Ø-mærket skulle blive Danmarks mest kendte fødevarebrand. Mulighederne er der - specielt på eksportsiden, vi skal bare forstå at udnytte dem," siger Kirsten Lund Jensen.

Hun understreger dog, at målet kun kan nås, hvis man formår at holde konkurrencekraften i den danske råvareproduktion og øge den i takt med at efterspørgslen øges.

Endnu mere bæredygtighed 

Formanden for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen, er enig i økologichefens ambitioner om øget salg af danske økologiske produkter. Hans forudser endnu mere innovation og bæredygtighed i den økologiske produktion i de næste 25 år.

"Økologer vil - og skal - hele tiden gerne gøre det bedre. Det vi ikke kunne løse i går, skal vi løse i morgen via ny viden og nye metoder, ellers kan vi ikke følge med tiden. Det gælder også den økologiske produktions bæredygtighed. Her skal vi fortsat arbejde med den helhedstankegang der har været grundlaget for hele økologiens tilblivelse som produktionsmetode - nemlig at naturlighed, miljø, klima og dyrevelfærd tænkes ind i alle forhold," siger Hans Erik Jørgensen.

Han henviser til bæredygtighedsværkstøjet RISE som SEGES og Landbrug & Fødevarer har købt licens til, og som allerede så småt er i brug på de økologiske bedrifter. Værktøjet giver et samlet billede af bæredygtigheden på hver bedrift, og hvad der skal forbedres, hvis bæredygtigheden skal op.

"Målet er, at om 25 år har hver eneste økolog i Danmark fuldstændig styr på at få lavet individuelle bæredygtighedsmålinger, hvor de kan se det klimaaftryk deres egen produktion sætter, og de har lært at optimere ud fra denne viden," siger Hans Erik Jørgensen og fortsætter:

"Ø-mærket har opnået virkelig meget i løbet af de første 25 år, og det fortjener at blive fejret. Men hvis vi kigger ud i fremtiden, er jeg sikker på, det kun er begyndelsen for den danske økologiske produktion."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle