Målrettet tildeling giver fuld effekt af de dyre mineraler

Individuel tildeling af mineraler i særlige foderautomater sikrer, at køernes behov opfyldes i den mest kritiske fase af laktationen, hvor det kniber med at æde nok ved foderbordet.

En ny måde at tildele mineraler på via særlige automater ser særdeles lovende ud.

Pitstop+, som systemet hedder, er udviklet af det danske firma Microfeeder og består i opsætning af mineralautomater, hvor køer kort før kælvning og frem til knap 100 dage efter kælvning kan hente ekstra mineraler som supplement til mineralerne, der er tilsat fuldfoderet.

Det hele styres elektronisk i det IoT-baserede system med overvågning via en app på smartphonen og udveksling af data med DMS.

Hos en af forsøgsværterne, Ib Damgaard Andersen på Heden Jersey, er Pitstop+ testet på den måde, at hver anden ko, som har kælvet siden 1. august 2019, har haft adgang til de særlige mineralautomater, mens de øvrige kælvekøer i perioden kun har fået mineraler på den sædvanlige måde.

18 køer har kælvet i perioden frem til 11. december, hvoraf halvdelen så har haft adgang til Pitstop+. I automaterne har de ni køer hentet ekstra seks kg mineraler i løbet af 98 dage.

Mineralblandingen fra Vilomix var Pitstop+ PtoMais StartLac med amylase i form af produktet Ronozyme RumiStar til at øge stivelsesfordøjeligheden.

1,5 kg mere mælk

For disse seks ekstra kg specialmineraler har køerne på Heden Jersey ifølge udtræk fra DMS kvitteret med en dagsydelse, der lå 1,5 kg EKM højere, og celletallet har været 93.000 i gennemsnit mod 99.000 hos de ni køer uden adgang til ekstra mineraler. Også reproduktionen er markant bedre med færre inseminationer og færre tomdage pr. drægtighed.

»Resultaterne er foreløbige og usikre, men viser den tendens, som vi teoretisk set har forventet«, siger Henning Lyngsø Foged fra Microfeeder.

De seks kg mineraler, som køerne har hentet i automaterne, svarer til ca. 70 gram ekstra pr. dag, som de udvalgte køer har kunnet hente ekstra ved siden af mineralerne tilsat fuldfoderet.

Det tal er ifølge Henning Lyngsø Foged tilfredsstillende, fordi foderoptagelsen hos køerne i laktationsopstarten typisk er 20 procent lavere, svarende til at de med standardtal får mellem 50 og 70 gram mineraler for lidt pr. dag, når de kun har adgang til mineraler via fuldfoderet.

Bruger øremærke til ID

»Jeg vil ikke sige, at vi har oplevet deciderede problemer førhen, men vi har godt vidst, at især de unge køer manglede noget, for de åd formentlig ikke nok mineraler gennem fuldfoderet i starten af laktationen. Men indtil nu har vi ikke vidst, hvordan vi skulle give dem noget ekstra«, siger Ib Damgaard Andersen.

Det problem løser Pitstop+, og nu har Heden Jersey to automater hos de lakterende køer og en automat hos goldkøerne allersidst i goldperioden. Det svarer til en automat for hver 75 køer, hvilket dækker behovet.

Det er køernes elektroniske øremærke, der bruges til at give køerne afgang til Pitstop+, og derfor kræver det ikke ekstra udstyr ud over automaterne og internetadgang.

Faktaboks

Pitstop+: Sådan ser økonomien ud:

  • Merudgiften for mineraler vil naturligvis variere afhængig af den valgte blanding og den enkelte kos forbrug, men udgør på Heden Jersey 150 kr. i snit pr. ko
  • Selve automaten koster ved fem års forventet levetid 30 kr./ko/år, inklusiv dataabonnement med softwareopdateringer og dataudveksling med DMS
  • Den samlede pris lander på 180 kr./ko/år, hvilket i Heden Jerseys tilfælde skal betales af minimum 300 kg mælk ekstra samt bedre mælkekvalitet, færre insemineringer og færre tomdage. Det flugter med EU-projektets tal, som lyder på ca. 10 procent bedre sundhed og reproduktion og tre-fire procent højere ydelse.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle