Mange fra minkbranchen er allerede videre i nyt job

Jobcentrene rundt om i Danmark har fået overraskende få henvendelser fra minkbranchen, og opfattelsen er, at langt de fleste helt naturligt er blevet opslugt af erhvervet. For Dmytro Bagatyuk blev seks år på minkfarme hurtigt til et nyt job på en svinefarm.

Tre uger efter, at Dmytro Bagatyuk begyndte at lede efter nyt job, stod han med to tilbud på hånden. Efter seks år på danske minkfarme er han nu skiftet til en slagtesvineejendom ved Stouby.

"Der var mange, der vidste, de ville miste deres arbejde, og de første dage var det vildt. Ringede man på et job, der lige var slået op, var det allerede besat", siger den 34-årige ukrainer, der har taget en ukrainsk universitetsuddannelse og efterfølgende har arbejdet på flere forskellige danske minkfarme.

"De to uger, hvor vi slog minkene ned, var virkelig hårde. Ikke kun fordi jeg vidste, jeg ville miste mit arbejde, men fordi det var en god farm. Jeg kunne lide arbejdet med dyrene, og det var sådan en god tid. Jeg troede aldrig, sådan noget ville kunne ske i Danmark", siger Dmytro Bagatyuk.

Til at starte med var der ikke meget held med jobsøgningen for Dmytro Bagatyuk. Han søgte efter jobs på nettet, ringede til venner og bekendte, og det samme gjorde hans chef. Først da han blev foreslået at oprettet et CV på jobstafet.dk, piblede stillingerne frem. På få dage blev han tilbudt flere jobs.

"Jeg takkede ja til det ene, og foreslog min ven at ringe på det andet, og han fik det! Næsten alle mine venner fra andre farme har fundet nyt arbejde. Kun ganske få er taget hjem igen", siger Dmytro Bagatyuk.

Få har brug for hjælp

Hos Jobstafet er opfattelsen også, at langt de fleste er kommet videre i job.

"Vi har haft 49, som har oprettet sig som ledige fra minkbranchen, og ud af dem er der nu 13 tilbage, så de resterende 36 må vi formode har fået andet arbejde. Det er også det, vi hører, når vi har landmænd, der ringer ind for at efterspørge medarbejdere fra minkfarmene", forklarer Christina Libach Bentzen, teamleder og HR-konsulent hos LandboUngdom, der står bag Jobstafet.dk.

I Holstebro, der er landets største mink-kommune med 111 minkfarme, var forventningen, at 400-500 personer blev direkte ramt af lukningen af minkerhvervet. Dog har kun 10 ejere af minkfarme og 14 ansatte henvendt sig for rådgivning.

"Man kan sige, at på trods af, at vi har hele 111 farme, har vi haft forholdsvis få henvendelser. Det er helt klart vores opfattelse, at medarbejderne er blevet opslugt af det lokale arbejdsmarked, og at formidlingen er sket i interessefællesskabet og via de uformelle kanaler. Derudover er det en branche, hvor der også er udenlandsk arbejdskraft, og der er medarbejdere fra primært 3. lande, som er rejst hjem igen", siger Birgitte Frydensbjerg, jobcenterchef i Holstebro Kommune.

Samme er opfattelsen i Varde Kommune, hvor borgmesteren offentligt meldte, at kommunen ville hjælpe ledige fra minkbranchen videre. På jobcenteret har man dog kun fået i alt fået 15 henvendelser fra både minkavlere, ansatte på farmene og fra følgeerhvervet. Her er nogle få henvist til et dansk-forløb, mens størstedelen kigger på at videreuddanne sig - nogle inden for landbruget, andre ikke.

"Vores indtryk er, at meget løses uden for jobcenterregi. Det er også vores indtryk, at minkavlerne tager hånd om de ansatte og hjælper dem godt videre. De har altså ikke bare afskediget dem fra dag ét. Mange har været en del år i branchen og har et stort netværk", siger Rikke Rødekilde, jobcenterchef i Varde.

Faktaboks

6.000 skal finde nyt job

  • Efter statsministeren oplyste, at alle mink i Danmark skulle aflives 4. november 2020, anslog man, at op mod 6.000 personer skulle ud at finde nyt arbejde. 
  • Knap 3.000 har været ansat på landets ca. 1.100 minkfarme og er enten blevet eller bliver de kommende måneder arbejdsløse. Dertil kommer en lang række ansatte i følgeerhverv, bl.a. på pelserier, fodervirksomheder, chauffører, ansatte hos Kopenhagen Fur mv. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle