Markant opjustering af australske hvedeestimater

Abares opjusterer australske hvedestimater og Conab og USDA uenige om produktionsestimater for brasilianske sojabønner. Spekulative fonde fastholder store solgte positioner i Chicago majs

Australske Abares har onsdag justeret forventningerne til landets hvedeproduktion for kommende høst. Hvedeproduktionen sættes til 26,7 mio. tons, markant op fra sidste måneds 21,3 mio. tons.

Det skriver Jyske Markets i dagens afgrødekommentar.

Opjusteringen skyldes øgede arealer, begunstiget af favorabelt vejr. Vi skal dog have in mente at sæsonen på den sydlige halvkugle først lige er skudt i gang, og høsten endnu er et halvt års tid væk, så meget kan nå at ske.

Egypten vil i dag på ny søge import af hvede. Ukrainsk hvede vil sandsynligvis være mest konkurrencedygtig, mens russisk hvede vil have tabt terræn på stigende priser den seneste uge på en strammere forsyningsbalance. Fransk hvede vil sandsynligvis også få det svært med en styrket euro.

Fonde fastholder positioner i Chicago- majs

Brasilianske Conab satte tirsdag den indenlandske majsproduktion til 101 mio.tons, mod 102,3 i marts. Med Safrinha-høsten undervejs er den brasilianske majseksport på vej op i gear. Med forventninger om en stabil produktion sammenholdt med de foregående år, vil eksporten forblive høj.

Fundamentalt er majsmarkedet overforsynet og ethanol-markedet ligger underdrejet. Ethanol-marginerne er i bedring løftet af en højere råolie der nu handler over 40 dollars pr.tønde. Det kan få efterspørgslen på majs til at vende lidt tilbage. Understøttet af olien er den brasilianske real er styrket 18 procent mod dollaren den seneste måned, og det har løftet Chicago Majs 10 procent op fra bunden.

Imidlertid er Covid-19 langt fra under kontrol i Brasilien og Sydamerika. En forværring af situationen vil sætte den brasilianske real under fornyet pres, netop som nye varer er på vej ud på markedet. Det vil løfte den brasilianske konkurrenceevne, hvilket omvendt vil være et hårdt slag for den amerikanske majseksport.

En af de få ting der taler for en kortvarig optur i majsen er, at de spekulative fonde ligger med 282.000 nettosolgte kontrakter i den amerikanske majs. Det er noget nær et rekordniveau kun overgået af sidste år. Et stemningsskift vil føre til massiv short-covering, tilbage køb af solgte kontrakter, og løfte priserne højere.

Men med et Sydamerikansk høstpres, hvor den argentinske majshøst er halvt overstået og den brasilianske på vej til at begynde, er det svært at se, hvad der er ’triggeren’. Men som bekendt er den eneste kur mod lave priser….lave priser.

Uenighed om estimater for brasilianske sojabønner

Med en 2020 sojahøst der er stort set overstået, bragte Conab heller ikke nogen signifikante ændringer for de brasilianske sojaestimater, der blev fastholdt uændret på 120,4 mio. tons. Det mest spændende ved det
estimat er, at det stadig er 4 mio. tons lavere end USDA’s maj estimat.

Hvis USDA tilpasser sig Conab’s estimat vil det have negativ indflydelse på den globale slutlagre, hvilket kan løfte sojabønnerne højere, hvis USDA følger trop i morgen. Selvom Conab’s estimater ikke vil være en ny rekordproduktion, så har eksporten hidtil været rekordhøj, hjulpet af Kinas øgede køb af brasilianske bønner.

Det løfter de brasilianske præmier, der nu handler 0,45-0,50 USD/bushel over noteringer ud af den amerikanske Golf. Forhold der bør holde en hånd under de amerikanske sojanoteringer på ny høst for nuværende.

I rapsmarkedet venter vi en rolig åbning, efter Malaysia har rapporteret ændringerne i forsyningsbalance for palmeolien i maj, der var uden
overraskelser.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle