Markarbejdet i Ukraine klares mellem luftalarmer

Yan Ostrovskyy har sat sig for, at markerne skal sås til her i foråret, og det ser ud til at lykkes, selv om hylende sirener bremser tempoet.

Det er absolut ikke et normalt forår for Yan Ostrovskyy, der dyrker 110 hektar økologisk planteavl i Mykolaiv regionen i Ukraine.

- Vi har luftalarm lige nu, jeg kan svare på dine spørgsmål senere, lyder beskeden i første omgang.

Da krigen brød ud, gik alt i stå, men for en uges tid siden var det ligesom om, at de godt kan få sået markerne til på trods af krigen.

- Det er lykkedes at købe og få leveret det, vi har behov for til de almindelige markafgrøder fra en lokal grovvare, som havde tingene på lager, før krigen brød ud, så vi sår snart solsikker. Jeg tror ikke, de har mere, og så er det straks vanskeligere. Det er mere problematisk at få det, vi har brug for til vores grønsagsproduktion, siger han, da det lykkes at komme igennem på mobilen.

Udfordringen er, at mange forsyningskæder er blokeret. For eksempel kommer der intet ind ad søvejen. Nogle lagre er ødelagt eller blokeret af russere, og det sætter sine begrænsninger. Samtidig er der problemer med reservedele til vandingsanlæg, og som økologer skal de dække afgrøderne mod skadegørere, og det er svært at få fibernet og plastic lige nu.

- Vi gør, hvad vi kan for at finde alternative leverandører og bliver her på farmen og arbejder på det, til det er muligt at få sået. Vi skal nok få løst det, Det er bare meget mere kompliceret, og man skal finde tingene andre steder, end man plejer. Alle prøver at finde en løsning, fastslår han.

Mangler betaling

Oven i alle problemerne med at få input, mangler de penge, fordi aftagerne, som bl.a. er supermarkedskæder, ikke har betalt dem.

- Nogle af vores kunders lagre i Kyiv er blevet ødelagt, så de ikke kan betale os det, de skylder. Bankerne har også lukket for overtræk, fordi vi ligger i det, der hedder rød zone, med høj risiko for besættelse og kamphandlinger, siger Yan Ostrovskyy.

Lige nu er situationen altså noget fastlåst, men han er i dialog både med aftagere og banken om at få finansiering.

- Aftagerne forstår godt, at hvis vi ikke har penge til input lige nu, bliver der heller ikke produkter til høst, og så er det også deres problem. De har nemmere ved at få penge fra hjælpeprogrammer, end vi har, så jeg tror, det lykkes, siger han.

Banken har oplyst, at det er midlertidigt, at de ikke kan låne penge ud, men håber at kunne igen om en måneds tid.

Dyr transport

Den sidste uge har tingene rykket, så de kan få varer kørt til Kyiv. Prisen er steget cirka 30 procent, fordi diesel er steget. Yan Ostrovskyy har dog ikke selv hævet prisen på varerne.

- Jeg tror, vi bliver nødt til det til efteråret, siger han.

Selv om forårsarbejdet skal gøres færdigt i løbet af april, klarer de det også mandskabsmæssigt. Mange af de ansatte er kvinder, og de er ikke i krig. To kvinder er dog flyttet vestpå til mere sikre egne. En enkelt mandlig medarbejder er involveret i det lokale forsvar og kan derfor stadig arbejde noget af tiden.

Markarbejdet foregår mellem bombealarmerne.

- Vi må vænne os til det. Der er luftalarm 3-5 gange dagligt i én til halvanden time ad gangen, og så må vi gå i beskyttelsesrum, når det er nødvendigt, siger han.

Faktaboks

Stodola Farm

  • Beliggende i Mykolaiv region, nær byen Pervomaisk
  • 110 hektar, deraf 10 hektar med økologiske grøntsager og bær
  • Forarbejder selv en del af produkterne og sælger pickles, marmelade, antipasti, drikkevarer og snacks under brandet Stodola
  • I en årrække har de forberedt sig på eksport ved at deltage i messer som Anuga, Biofac, Gulfood med flere

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle