Morgenposten: Blodrødt regnskab var på vej fra konkursramte Hjallerup

Maskinernes nyhedsoverblik mandag morgen kigger bl.a. nærmere på nøgletallene fra konkursramte Hjallerup Maskinforretning og en usædvanlig corona-traktor-historie med en happy end.

God mandag morgen,

Det er en hård tid for de ansatte os konkursramte Hjallerup Maskinforretning.

Der er dog stadig håb for en fremtid i en eller form hos deres gamle virksomhed for de ansatte i nogle af de gamle afdelinger. De er nemlig ikke opsagt endnu af kuratorerne, der styrer konkursboet.

Om lidt kan du høre sidste nyt om udviklingen i Hjallerup, hvor jeg også kan præstere nogle nøgletal for Hjallerup Maskinforretnings 2019.

Men først skal vi lige til det runde sidste nyt om corona-udbruddets betydning for maskinernes i landbrugets verden.

Mens vi var mange, der fik sendt glade børn fyldt med fredagsslik i seng, så udsendte den store traktor- og maskinproducent CNH en ny meddelelse om coronaens påvirkning af selskabet.

Producenten af to af Danmarks mest benyttede traktormærker, Case IH og New Holland, fortsætter nu med at holde deres europæiske samlefabrikker lukkede frem til at 17. april. Hvad det får af konsekvenser – om nogen – her til lands skal jeg være usagt.

Se her: New Holland- og Case IH-ejer sætter dato på midlertidig lukning

Der er dog også lykkelige corona-historier midt i det hele. I mandags nåede en traktor – også en Valtra – frem fra Agcos ellers lukkede fabrik i Frankrig til en nordjysk landmand. Ruten blev i sidste øjeblik til søs efter en dramatisk tur, hvor traktoren var blevet forvekslet.

Kom med på en traktors rejse igennem corona-ramte Europa her:  

Corona-ramt traktor skulle bare hjem – men vejen til Nordjylland blev en gyser

Corona kostede direktør jobbet

Sidste mandag slap jeg et interview ud med Dalbos direktør om den danske tromleproducents produktion og udsigter i disse tider. Selve interviewet foregik – selvfølgelig over telefonen – i ugen før. Det blev samtidig vores sidste interview i denne omgang. Onsdag havde parterne stoppet samarbejdet med henvisning til, at der skulle en anden profil til at stå for krisestyringen. Dalbo kunne paradoksalt fortælle, at produktionen lige nu kører for fuld skrue, mens det halter med de fremtidige ordrer.

Se her: Dalbo-formand: Vi kan se, at krisen kradser på de kommende ordrer

Samt: Dalbo rokerer på topposterne: Direktøren fratrådt

Hos en af branchens andre aktører, Scantruck, vedgår man i en pressemeddelelse fredag, at corona-krisen også kan mærkes her. Til gengæld er medicinen lidt anderledes end det, man ser andre steder lige nu.

”Der kommer en tid efter corona, og vi tror på, at vi kommer hurtigst tilbage i optimal form med gode medarbejdere. Derfor har vi ikke fyret medarbejdere. Vi har faktisk ansat fire nye fra den 1. april”, lyder det fra direktør Bo Sundroos.

Case IH i toppen

Nok om corona. 2020 har hidtil været et rigtig stærkt år for Fendt i Danmark. Og det ser stadig godt ud for mærket. I marts er det dog Case IH, som havde flest nyregistreringer, skaprt efterfulgt af John Deere.

Se de nyeste tal her:

Stort antal nye traktorer indregistreret i marts

Underskud på 11 mio. kr. i Hjallerup

Og så til dagens overskrift. Via en aktindsigt har jeg fået indsyn i Hjallerup Maskinforretnings ikke reviderede balance og nøgletal for perioden i 2018/2019-regnskabet. Det viser, at maskinforretningen, der i forrige uge erklærede sig konkurs, var på vej med et stort underskud, der efter skat lå i omegnen af små ni mio. kr.

Maskinforretningen havde også en del gæld, bl.a. 25 mio. kr. til bankerne, og en leverandørgæld på daværende tidspunkt på den gode side af 60 mio. kr. Tallene fortæller dog ikke den konkrete historie om, hvorfor maskinforretningen egentlig gik konkurs. Hjallerups egenkapital var faktisk også positiv for de på det tidspunkt ureviderede 2019-tal.  

De kommende dage bliver uden tvivl spændende for fremtiden for de ansatte. Kurator Morten Jensen fra advokatfirmaet Børge Nielsen oplyste kort før fyraften fredag, at der er købere på banen i øjeblikket, og medarbejderne er derfor endnu ikke sagt op.

hjallerup maskinforretning støvring lukket

For Agco og deres MF-forhandling i området er det naturligvis også nervepirrende. Herfra havde man naturligvis ønsket sig, at kunne få en virksomhed ind, der kunne overtage hele Hjallerups gamle område. Den forkromede løsning er ikke lykkedes. Til gengæld har man allerede fået dækket området op til Limfjorden af. Brdr. Thorsen, der i landbrugskredse også er kendt for deres maskinstations-service, udvider nu deres aktiviteter på Djursland og bliver ny MF-forhandler og værkstedspartner i Himmerland, oplyste Agco fredag eftermiddag.

Læs mere her: Ny Agco-forhandler fundet til gammelt Hjallerup-område

Brint-drevet drone

Fredag leverede min kollega John Christensen en særdeles spændende gennemgang af ugens maskine, en brintdrevet drone. Udbredelsen af droner er efterhånden stor, men desværre har de en begrænset arbejdstid. Pludselig er batterierne flade. En løsning kan være brint. I hvert fald fra firmaet Intelligent Energys perspektiv. I artiklen fortælles det, at firmaets drone med brændselscelle brugte ni dage på at kortlægge et kvadrat på 160 kvadratkilometer, mens to droner med batterier brugte 16 dage på samme opgave.

Ugens Maskine: Én ændring fordobler rækkevidden på denne drone

Gammel nyhed endelig på plads

Sidste uges mest læste maskinnyhed i vores univers handlerede hverken om corona, konkurs eller spændende maskiner. Det var faktisk en halvgammel nyhed, der endelig blev til noget. Igennem længere tid har det været almindelig viden, at Danish Agro har aftalt med en af Finlands største erhvervskoncerner, Kesko-gruppen, at man skal overtage hele ejerskabet af maskinselskabet Konekesko med 290 ansatte og 14 afdelinger i de tre baltiske lande. I sidste uge kunne Danish Agro så endelig fortælle, at EU’s konkurrencemyndigheder også kan se sig selv i aftalen.  

Endelig: Danish Agro overtager maskinselskaber med 290 ansatte og 14 afdelinger

Mens Dalbo sagde farvel til direktøren, så kunne konkurrenten He-Va fortælle om nyt rekordoverskud og omsætning. Fra producenten af tromler, grubbere, harver og meget andet godt til at bearbejde i jorden med, så lyder der dog også forsigtige toner om perspektiverne for 2020 pga. corona.

Se her:  He-Va i nyt rekordregnskab: Godt polstret hvis krisen bliver lang

Mistet troen på ny maskinmesse

I de seneste uger har der været skrevet og spekuleret om en mulig ny maskinmesse i Fredericia. En del traktorimportører og andre firmaer med interesse at formidle salg af maskiner har nemlig været inviteret til et møde om en mulig ny messe i Fredericia. Direktøren for værtskabet, Messe C, har dog afvist at kende til projektet. Nu tror flere traktorimportører ikke længere på en messe.

Læs med her – hvor du også kan se indholdet i et brev, der fortæller om arbejdet med at stable en messe på benene:

Efter forvirrende signaler: Importører tror ikke på traktormesse i Fredericia

Sker i ugen:

Semler Gruppens ejere var egentlig på vej til et give sig selv et udbytte på 175 mio. kr. efter et rigtig stærkt 2019.  På grund af corona-krisen har de i sidste øjeblik taget en second opinion på den beslutning, og lader nu halvdelen af pengene blive i koncernen, oplyser Børsen her til morgen. 
Egentlig blev udlodningen bestemt i februar efter et meget stærkt bilår i 2019. Omsætningen i gruppen blev i øvrigt på 15,2 mia. kr. og resultatet efter skat på 430 mio. kr. Med udbruddet af corona er bilbranchen nu i en helt ny situation. Børsen kan fortælle, at udbyttet derfor blev ændret på en virtuel generalforsamling torsdag.
Semler Gruppen går i eftermiddag ud og offentliggør koncernregnskabet. Vi forventer samtidig, at Semler også offentliggør regnskaber fra datterselskaberne – herunder Semler Agro, som i de seneste år har præsteret flere underskud på landbrugsaktiviteterne.

Det var det. Efter tre uger på hjemmekontor og såkaldt virtuelle møder lukker jeg personligt ned for Skype her til morgen for at nyde påsken på usædvanlig stille vis. God påske!

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.