Mejeri lander et "ikke prangende resultat" efter endnu et år med vækst

Udskiftning af en leder samt nye tappemaskiner tynger årets resultat for Naturmælk, der fortsat vokser godt på indvejningen.

Udgifter til nye tappemaskiner samt udskiftninger på ledelseposterne i mejeriet tynger Naturmælks bundlinje for 18/19.

Derfor endte resultatet på nederste linje med 2,1 mio. kr. - et markant fald fra sidste års 6,4 mio. kr.

Mejeridirektør Leif Friis Jørgensen er da heller ikke tilfreds, siger han.

"Ud af en omsætning på knap 400 mio. kr. er 2 mio. kr. jo ikke noget prangende resultat. Det er nok åbenlyst for enhver", erkender han og peger netop på investeringerne i nyt udstyr samt personalerokeringen som årsag til de stigende udgifter i året.

"Men vi har jo en tostrenget bundlinje. Nemlig den, der er vigtig for landmændene i form af mælkeprisen, som vi arbejder mest på. Og derefter så, at vi som mejeri også skal komme ud med et resultat, der gør, at vi kan videreudvikle og investere i forretningen".

Mælkeprisen har - ligesom hos flere af konkurrenterne herhjemme - ligget stabilt i 18/19, melder mejerichefen.

"Vi kommer til at ligge nogenlunde på niveau med Arla. Vi har udbetalt et par ører bedre end dem hen over året, men de har til gengæld en efterbetaling", konstaterer han.

Omsætningen og mælkemængder i plus

Endnu engang voksede omsætningen for økomejeriet, der de sidste år både har talt sønderjyske Naturmælk og sjællandske Øllingegaard, samt omfattet kontraktproduktion for fynske Løgismose.

De sidste fem år er omsætningen således steget 56 procent til nu 388,7 mio. kr.

Markedet er dog lidt for stabilt til Leif Friis Jørgensens smag.

"Markedet for mejeriprodukter har været stabilt. Men det er med mangel på den stigning, der nok er behov for, hvis man skal sikre, at de konstant stigende omkostninger bliver dækket ind. Markedet giver ikke plads til de store spræl. Du skal være dygtig til hele tiden at holde omkostningerne på plads", siger han. 

Dette var da også årsagen til, at der måtte skiftes ud på ledelsespladsen i årets løb, idet styringen af mejerierne, der kører i døgndrift, ikke var stram nok, påpeger mejeribossen.

3 nyomlæggere i ejerkredsen

Også for det indeværende år, der startede 1. oktober, forventer Leif Friis Jørgensen, at tallene går opad. Det gælder både i omsætning - men i den grad også i mælkemængde.

"Samlet set indvejede vi omkring 6 mio. kg ekstra mælk fra ejerne i år, så vi endte på knap 42 mio. kg mælk. Næste år forventer vi 47 mio. kg mælk", siger han.

Året har budt på 7 nye leverandører, heraf 3 nyomlæggere til økologisk drift. Og mejerichefen melder, at der også næste år er plads til flere nye til generalforsamlingen.

"Vi har såmænd stadig plads til lidt ekstra mælk, for vi har afsat det, vi har", siger han og tilføjer, at mejeriet som altid supplerer med ekstra leverancer tilkøbt, når der er behov.

Resultat skal forbedres

For det regnskabsår, der nu er startet i form af 19/20, har Leif Friis Jørgensen budgetteret med en højere bundlinje.

"Vi har foreløbig holdt fast i den afregning, vi har kørt siden sommer, og så har vi et budget, der gerne skulle forbedres over året. Det skulle gerne komme med et lidt bedre resultat, end det vi kom med i år", siger han.

Den stigende omsætning - med deraf følgende større tilgodehavender hos kunder - stiller krav til, at der er øget finansiel robusthed hos Naturmælk. Samtidig afdrager mejeriet både på sine lån af købet af Øllingegaard, afskriver forholdsvis aggressivt på sine aktiver samt skal finansiere fortsat udvikling og vækst, påpeger Leif Friis Jørgensen.

"Vi vil gerne konsolidere os for 5 mio. kr. i år. Det er ambitiøst. Men vi har en prioritet, der både går på landmanden og mejeriet. Det, der er muligt at skabe til deling, skal deles på en klog måde, så vi både får landmændene med på rejsen og kan udvikle mejeriet", slutter han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle