Mennesker skal æde som svin

10 procent af alle mennesker har mavetarmproblemer, men nu kan de hjælpes af erfaringer fra svinefoder.

Allerede oldtidens grækere mente, at alle sygdomme stammede fra tarmene.

Helt så enkelt er det nok ikke, men de senere år er der påvist overraskende sammenhænge mellem tarmsygdomme og f.eks. Alzheimer, ADHD og diabetes, ligesom blodets indhold af kolosterol er påvirket af kosten og tarmens funktion. Da molekylærbiolog Søren Kjærulff for et par år siden så, hvordan fermenterede raps- og tangprodukter kan ændre tarmfloraen hos grise, så han hurtigt et større perspektiv.

»De tal ramte lige ned i et varmt forskningsområde omkring tarmflora, der både har betydning for dyr og for mennesker«, forklarer han.

Søren Kjærulff er uddannet molekylærbiolog og har gennem mere end 20 år besat en række lederstillinger hos blandt andet Novozymes herhjemme og i England. Hans forskningsområde ligger i biopharma-feltet, der takket være nye teknikker har gjort store fremskridt de senere år.

Skifter job

De tal, der fik ham til at skifte spor, blev præsenteret af direktør Jens Legarth, Fermentationexperts. Tallene viste, at fermenteret raps/tang kan halvere indholdet af kolesterol hos grise.

»Det er et meget markant resultat, der ikke opnås på anden vis«, siger han.

Med de perspektiver for øje sagde han jobbet hos Novozymes op og indgik et samarbejde med Jens Legarth. Sammen etablerede de firmaet FermBiotics.

Firmaet står for forskning og udvikling af fermenterede produkter til humant brug, men tager udgangspunkt i de allerede kendte fermenterede produkter som EP100/200, der har været anvendt til grise i nogle år.

Forsøg

Om kort tid begynder Silkeborg Sygehus et forsøg, hvor patienter med mave-tarmproblemer får et produkt med fermenteret raps og tang. Viser forsøget så gode resultater, som Søren Kjærulff håber, ser han store perspektiver.

»Forsøget skal vise i hvor høj grad, fermenterede produkter kan ændre tarmfloraen hos mennesker«, siger han.

Menneskers tarme er ofte udfordret af for meget fedt og for få grønsager i kosten. Derfor døjer mange med en kronisk betændelsestilstand i tarmene, der kan være ret invaliderende.

»Fermenterede produkter kan ændre tarmfloraen i positiv retning, så inflammationen forsvinder«, siger han.

Håbet er, at produktet er klar til markedsføring i år.

Faktaboks

Fermentation

  • Nedbryder skadelige stoffer i råvarer og øger optagelsen i tarmen.
  • Forbedrer tarmes funktion hos både svin og mennesker.
  • Reducerer inflammation i tarmen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle