Merrild: Vi skal værne om vores andelsselskaber

Kun andelstanken kan sikre, at landmandens interesser står øverst. Men det kræver, at landmændene fortsat vil investere i vores egne virksomheder, siger Martin Merrild.

"Hylderne i de danske supermarkeder og kølecontainere på vej til fremmede markeder er fyldt med varer fra vores fælles andelsvirksomheder. En selvfølge, tænker de fleste landmænd og forbrugere sikkert. Kød fra Danish Crown og mælk og mejeriprodukter fra Arla, Thise eller Naturmælk

Men faktisk er det slet ikke en selvfølge, men unikt for Danmark. Vi har ekstremt stærke andelsvirksomheder herhjemme, der samtidig har stor succes på det globale marked. Danish Crown bliver med fusionen med Tican det ottende største danske selskab, målt på omsætning. Tre ud af Danmarks 10 største virksomheder er andelsvirksomheder.

Svær fristelse

Det skal vi være stolte af – og det skal vi værne om. Også i en svær tid, hvor fristelsen til at kræve investeringen i andelsselskabet hjem til bedriften kan være stor. Det vil nemlig være den helt forkerte vej at gå, hvis vi skal sikre den danske fødevareklynges fortsatte succes.

Det kan være svært at overskue, hvilke ændringer der vil ske på det internationale fødevaremarked de kommende år. To ting er dog sikre: Behovet for fødevarer vil vokse, og koncentrationen i både forarbejdnings- og detailleddet vil stige. Kampen om kunderne vil betyde større og stærkere spillere i alle led. De små detailkæder vil forsvinde, og de store vil blive større og frækkere. De vil øge presset på forarbejdningsleddet, og det vil øge presset på primærproducenterne. De kolde kapitalinteresser kommer til at diktere hverdagen i endnu højere grad. En situation, som vores udenlandske kolleger med god grund kan frygte.

Kamp mod giganter

I Danmark er det anderledes. Virksomhederne i både forsynings- og aftagerleddet er ejet, kontrolleret og styret af landmænd. Vel at mærke af landmænd, der har været villige til at lade deres andelsselskaber tage rejsen til at blive globale selskaber, der kan forsøge at spille lige op med de helt store detailkæder og forsyningsvirksomheder. Det er svært, alene fordi den amerikanske dagligvaregigant Walmart har en omsætning, der er mere end 25 gange større end omsætningen i Danish Crown og Arla tilsammen. Det samme gør sig gældende på forsyningssiden, hvor DLG og Danish Agro stadig tilsammen omsætter for knap 30 mia. kr. mindre end Monsanto alene.

Når danske andelsvirksomheder alligevel har succes, så skyldes det grundlæggende, at danske landmænd har været villige til at indgå lange leveringsaftaler og være med til at spare op i andelsvirksomhederne. Leveringspligten har så givet virksomhederne mulighed for at geare landmændenes investering. Landmanden har til gengæld fået sikkerhed for, at produkterne fra bedriften altid har kunnet afsættes til den bedst mulige pris.

Det er et stort privilegie, som vi skal huske på, også når hverdagen er hård. Der er en verden til forskel på, om det er landmandens eller aktieejernes interesser, der skal varetages i bestyrelseslokalet. I et aktieselskab er det naturligt altid kapitalens afkast, der tages udgangspunkt i.

Værdikæden er unik

Derfor skal vi fortsat som landmænd investere i vores virksomheder, så vi kan være sikre på, at det er vores interesser, der står øverst på dagsordenen. Som i enhver anden produktionsvirksomhed skal vi som ejere være med til at investere i både forarbejdning, markedsføring og salg.

Kun sådan kan vi værne om den livsvigtige værdikæde fra jord til bord, som landmænd i andre verdensdele misunder os. En stærk tradition, hvor vores fælles bedste afhænger af, at vi løfter i flok", skriver formanden.

opbakning fra landbrugskommisæren

Den tanke deler EUs landbrugskommisær Phil Hogan, der i slutningen af februar talte ved en stor landbrugskongress i Spanien. Her var over 1000 andelsselskaber repræsenteret.

Hogan holdt et oplæg om "Sådan vi kan forbedre potentialet i europæisk landbrug i den globale økonomi".

Her påpegede kommisæren behovet for at fremme andelsselskaberne i alle landbrugets sektorer, med det formål at øge konkurrenceevnen og forbedre situationen for landmænd i hele fødevarekæden.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle