Minister har stoppet gennemgang af naturlovgivning: Organisationer sender fælles opfordring

Den nye miljøminister Magnus Heunicke (S) har til stor utilfredshed for flere organisationer, herunder L&F og DN, sat en stopper for den gennemgang af naturlovgivningen, som hans forgænger satte i gang. Nu sender organisationer fælles opfordring til to af regeringens ministre.

I slutningen af 2020 kunne daværende miljøminister Lea Wermelin (S) præsentere en natur- og biodiversitetspakke, der havde det formål at løfte dansk natur. Der blev afsat flere penge til urørt skov, og det blev aftalt, at der skulle etableres flere naturnationalparker.

Et af punkterne i aftalen var dog også, at lovgivningen på natur- og biodiversitets-området skulle gennemgås, og fjerne eventuelle lovgivningsmæssige barrierer, som begrænser muligheden for at fremme biodiversiteten. 

Den gennemgang har den nye miljøminister Magnus Heunicke (S) dog nu bremset. Og det er til stor utilfredshed for både grønne organisationer og landbruget. Gennemgangen bliver erstattet af arbejdet med en kommende natur- og biodiversitetslov.

Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer og Dansk Skovforening er nu gået sammen om at sende et brev til både miljøminister Magnus Heunicke og fødevareminister Jacob Jensen (V). De tre foreninger har bidraget til lovgennemgangen, og vil også have noget at sige, når det kommer til den kommende natur- og biodiversitetslov.

I brevet opfordrer de tre foreninger derfor til, at der mellem Miljøministeriet og Fødevareministeriet bliver sat gang i et samarbejde om at samle budskaberne fra interessenterne, når det kommer til regler og love, som kan spænde ben for den grønne omstilling. 

- Anbefalingerne kan indgå som fundament for det kommende arbejde med en naturlov. Dette vil sikre, at der både blandt interessenterne og på politisk niveau er mulighed for at forholde sig til potentielle løsninger, som der efterfølgende kan træffes politisk beslutning på baggrund af, lyder det i brevet, som er underskrevet af DN-præsident, Maria Reumert Gjerdning, L&F’s viceformand Lone Andersen og Peter Busck, formand for Dansk Skovforening.

I begyndelsen af februar forklarede Magnus Heunicke til Altinget, at årsagen til, at lovgennemgangen er stoppet skyldes, at der er brug for handling nu, når det kommer til naturen.

- Hvis fremtidige generationer også skal have glæde af en mangfoldig dansk natur, skal vi handle nu. Derfor prioriterer vi arbejdet med en ny lov om natur og biodiversitet, der træder i stedet for en videre lovgennemgang, sagde han.

/ege

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle