NaturErhvervstyrelsen: Vi er blevet hurtigere og mere effektive

Den netop offentliggjorte årsrapport fra NaturErhvervstyrelsen viser, at styrelsens sagsbehandling på de store tilskudsprogrammer er blevet mere effektiv, og at ventetiden i tast selv-service blev markant kortere i 2014 i forhold til året før.

I 2014 krævede det mindre tålmodighed at søge om landbrugsstøtte i NaturErhvervstyrelsens tast selv-service. Den gennemsnitlige ventetid på skemakontrol var i 2014 således væsentlig lavere end i 2013. Også ventetiden på import af markkort og IMK var væsentligt kortere.

Ventetid på skemakontrol er på 28,9 sekunder, hvor målet var 50. For import af markkort med 50 marker i IMK var ventetiden på 12,6 sekunder, med et mål på 30 sek. For loading af kort  IMK var ventetiden 4,3 sekunder mod et mål på 6 sekunder.

”Vi har stort fokus på at forbedre performance og stabiliteten i vores it-systemer til gavn for brugerne. Derfor er det med stor tilfredshed, at vi kan se, at vi bevæger os i den rigtige retning, selvom vi stadig har noget vej at gå,” siger NaturErhvervstyrelsens Økonomi- og IT-direktør Emil Fannikke Kiær.

Hurtigere sagsbehandling

Sagsbehandlingstiderne i de store tilskudsprogrammer Landdistriktsprogrammet (LDP) og Den Europæiske Hav- og fiskerifond (EFF) er faldet markant.

I EFF-programmet faldt den såkaldte gennemløbstid – dvs. fra styrelsen modtog de første dokumenter og til sagens afslutning – for udbetalingssager i gennemsnit fra 124 dage til 30 dage – et fald på 76 procent.

I LDP faldt gennemløbstiderne på udbetalingssager med 70 procent. Dette skal ses i lyset af, at der i 2014 var betydeligt flere sager end de foregående år.

”Det er helt afgørende for NaturErhvervsstyrelsen, at kunderne oplever forbedrede sagsbehandlingstider. Vi vil ikke acceptere, at vores kunder oplever unødig spildtid. Vi går i den rigtige retning, men vi kan blive endnu bedre,” siger Emil Fannikke Kiær.

I 2014 nåede NaturErhvervstyrelsen desuden sine mål om at udbetale 97 procent af landbrugsstøtten inden årets udgang. Dette er mere ambitiøst end de fleste andre EU-lande, og NaturErhvervsstyrelsen ser det som helt afgørende for, at danske landmænd kan komme bedst muligt gennem krisen.

Stort reform-år undervejs i 2015

2015 er et stort reform-år i NaturErhvervstyrelsen med bl.a. landbrugsreformen, et nyt landdistriktsprogram og et nyt fiskeriudviklingsprogram. Det giver udfordringer med nye IT-systemer og ny sagsbehandling – både for administration og kunderne. Målet i 2015 er at fastholde den positive udvikling, NaturErhvervsstyrelsen opnåede i 2014 – også selvom styrelsen har mange nye regler at administrere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle