Jægere og naturvenner: Lås beskyttet natur fast

Udpegninger af § 3-natur bør gøres bindende. Det anbefaler både jægerne og Danmarks Naturfredningsforening i oplæg til naturpakken.

Tinglys de knap 10 procent af Danmarks areal, der er udpeget efter naturbeskyttelseslovens § 3.

Dermed sikres arealerne permanent mod omlægning. Og landmændene slipper for den uforudsigelighed, der ligger i, at arealer kan gro ind og ud af en §-3 beskyttelse.

Sådan lyder det fra to af de grønne organisationer op til forhandlingerne om regeringens kommende naturpakke: Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund.

»Vores ønske er, at vi fastholder og tager vare på det lidt natur, vi har. Derfor skal vi låse og tinglyse § 3-naturen. Så kan man med mellemrum lave en revision, hvor man ser på, om der skal være mere natur,« siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Gør udpegning bindende

Samme tanker har Danmarks Jægerforbund.

»Vi har i dag omkring 440.000 hektar § 3-natur. Dem vil vi godt låse fast. Det vil skabe mere natur i det åbne land. Som det er nu, hvor arealer kan gro ind og ud af en § 3-beskyttelse, er det klart, at en landmand med arealer, der kan tænkes at blive til § 3-natur, han pløjer alt op,« siger formand Claus Lind Christensen.

»Hvis der så skal være mere § 3, må det være op til en forhandling mellem landmand og myndigheder.«

Ornitologer: Overdrevet

I Dansk Ornitologisk Forening mener formand Egon Østergaard, at § 3-problematikken med natur, der kan gro ind og ud af en beskyttelse, er stærkt overdrevet.

»Landmænd, der lader et hjørne ligge udyrket, kan jo bare anmelde, at de ønsker en genopdyrkningsret.«

Han medgiver dog, at der kan være situationer, som landmændene ikke er herrer over, f.eks. i forbindelse med vandhuller over 100 kvm.

Men langt vigtigere er det ifølge Egon Østergaard, at Danmark får en konkret strategi for biodiversitet.

»Den tidligere regering lavede en naturplan, som også var en biodiversitetsstrategi. Den har den nuværende regering skudt i sænk ved at fjerne randzonerne, rulle § 3-beskyttelsen tilbage og undsige det grønne danmarkskort. Derfor ligger den nu i ruiner,« siger Egon Østergaard

Efterlyser national strategi

De tre grønne organisationer præsenterede i den forgangne uge deres ønsker for miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som netop nu varmer op til politiske forhandlinger om naturpakken.

De tre organisationer er enige i regeringens erklærede mål om at gøre en indsats for naturen i skovene, bl.a. i form af urørt skov. Men de understreger alle, at naturen i det åbne land ikke må glemmes.

Og højt oppe på ønskelisterne står en politisk bredt funderet national strategi for natur og biodiversitet i Danmark.

»Strategien skal række 30-40 år frem og skal kunne holde til flere regeringer, også af hensyn til landbruget,« siger Claus Lind Christensen, Danmarks Jægerforbund.

»Det allervigtigste er, at der kommer et mål for, hvad man vil med naturen i Danmark. Det har vi ikke, derfor ser vi også, at natur- og miljøpolitikken slingrer,« siger Ella Maria Bisschop-Larsen,

»Men jeg forventer ingenting. Jeg tror kun, landbruget kan forvente sig noget.«

Faktaboks

Her er de vigtigste grønne ønsker:

  • Jægerforbund: Langsigtet, bredt funderet naturstrategi. Bindende § 3-udpegninger. Fast bevilling til markvildtprojekt.
  • DN: Naturstrategi med klar handlingsplan. Bindende § 3-udpegninger. Fokus ikke kun på skov men også det åbne lands natur.
  • Ornitologer: Strategi for biodiversitet. Naturindsats i skovene (urørt skov). Plan for § 3-natur i det åbne land: Vandhuller, overdrev, hedestumper.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle