Nordjyske faunastriber breder sig - nu også i økologisk udgave

Faunastriber er blevet et hit i Nordjylland. LandboNords mål er mindst 100 km nordjyske faunastriber i 2018

På kort tid er faunastriber i Nordjylland blevet populære. I år satser LandboNord på at få opbakning fra nordjyske lodsejere til at etablere mindst 100 km faunastriber til gavn for naturen. Striber i landskabet, som i år også er økologiske.

De skriver LandboNord i en pressemeddelelse.

Forskønner Nordjylland

I sidste sæson var LandboNord med til at etablere 65 km faunastriber, som både har været til gavn for naturen, men som også er blevet oplevet af mange som en flot og forskønnende afveksling i det nordjyske landskab.

Derfor fortsætter arbejdet med at etablere faunastriber til vildt, fugle og insekter i år på fuldt tryk.

»Rigtig mange lagde mærke til de flotte striber i landskabet. Det har givet os blod på tanden, så vi i år har en målsætning om at komme over de 100 km anlagte faunastriber,« siger miljøkonsulent i LandboNord, Rasmus Arvidson.

Striber i samarbejde

Faunastriberne er et samarbejde mellem Danmarks Biavlerforening, Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Danmarks Jægerforbund, ALK Maskinservice og LandboNord, samt de mange landmænd og andre, som ønsker at give naturen en håndsrækning på deres arealer.

»Vi håber, at rigtig mange kan se en fordel i at investere i at få en faunastribe på deres arealer. I år er der også mulighed for at få økologisk frøblandinger, så der er noget for alle,« siger Rasmus Arvidson,

. »Og som noget nyt i forhold til sidste år, er der i år to valgmuligheder, en ren blomsterblanding, i tillæg til vores vildtblanding,« siger Rasmus Arvidson.

Hvis man er interesseret i at få anlagt en faunastribe i løbet af foråret, kan man kontakte LandboNord.

Striber vinder frem

Faunastriber eller blomsterbræmmer har i de senere år bredt sig mange steder i landet og startede for nogle år siden i Herning og Ikast-Brande Kommune.

Nu har de blomstrende striber, som landmænd er involveret i, fået aflæggere i både Nordjylland, Nordsjælland og på Bornholm, og formentlig endnu flere steder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle