Noteringen for slagtegrise falder med 30 øre

Dårligt vejr og lavere forbrug presser priserne på flere udskæringer og får Danish Crown til at sætte noteringen for slagtegrise ned.

Slagtegrisenoteringen hos Danish Crown falder med 30 øre i næste uge. 

Efter otte ugers stilstand ender kiloprisen til andelshaverne derfor på runde 12 kroner når vi går ind i uge 18. 

Sonoteringen holder sig på det runde tal ni kroner pr. kilo, hvor den har ligger siden uge syv i februar.

I markedsberetningen angiver Danish Crown at der mangler impulser på det europæiske marked for fersk grisekød. Det er en kombination af dårligt vejr og lavere forbrug generelt, der nu presser priserne på forender og skinker. 

- I løbet af maj er der tre helligdage, når vi regner 1. maj med, men billedet lige nu er, at mange af vores kunder har lagt ekstra lukkedag ind i forbindelse med både 1. maj og Kristi Himmelfartsdag. Det giver nogle dyk i priserne, fordi slagterierne ikke i samme omfang skruer ned for produktionen. Samtidig har vejret gennem hele april været elendigt i Mellem- og Nordeuropa, og lagrene er fyldt op, så alle venter på en stigning i forbruget, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown i markedsberetningen. 

 

 

Det er nærmest udelukkende delstykker som forender og skinker, der må afsættes til lavere priser i perioder, men der er unormalt store spring i priserne fra dag til dag, fordi lukkedagene i forædlingsindustrien skaber nogle usædvanlige udbudspukler. I Tyskland fører det til armlægning om noteringen, fordi slagtevægten er høj, men omvendt tror de tyske landmænd stadig på, at vejret og grillsæsonen vil løsne op på den situation, lyder det videre.

- Prisudviklingen i Europa frem mod sommerferien vil i høj grad blive bestemt af udviklingen i Tyskland. Lige nu kigger alle aktører mod Tyskland, fordi der gennem flere uger har været uenighed mellem slagterierne og landmændene om noteringen. Det får rigtigt mange til at disponere med meget kort horisont, fordi de øjner en mulighed for at få priserne ned. Derfor er supermarkederne også tilbageholdende med at lave kampagner, fordi de frygter at lave aftaler til priser, som 4-8 uger senere viser sig at være for høje, fordi markedet er faldet, siger Mads Stougaard.

Salget af den midterste del af grisen er stabilt, fordi salget til både det britiske baconmarked og eksporten til landene udenfor Europa i høj grad er afkoblet fra priserne i EU.
  

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle