Nyetableret landmand: For svært at låne de sidste 10 procent

Det tog Olav Jacobsen ca. to år at få lov til at låne de sidste 10 procent til den gård, han overtog sidste år. Den proces skal lettes, mener han.

»Frem og tilbage«, er de ord Olav Jacobsen bruger mest om processen, da han skulle købe sin egen gård. Det fortalte han til Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, der i går, onsdag, besøgte Olav Jacobsen på hans bedrift i Vestjylland.

»Det har været svært at få lov til at overtage gården. Fra vi gik i gang til det gik igennem, er der gået to år. Det har især været vanskeligt at finde de sidste ti procent,« siger Olav Jacobsen.

Salgsprisen på gården - hvor han var anset et år op mod overtagelsen - vil han ikke ud med, men på bedriften har de 550 søer og 150 hektar.

»Så det er et sted mellem 20-40 mio. kroner. Det har været en pæn portion penge, vi skulle finde,« siger han.

Bankerne har ikke ligefrem stået i kø for at låne penge til parret.

»Vi startede med Ringkøbing Landbobank, og undervejs var vi ved Sparbank Vest. Vi kom ret langt med dem, men så blev de overtaget af Spar Nord, som ikke ville have flere landbrugskunder. Så røg vi lige to skridt tilbage igen,« siger Olav Jacobsen på 29 år.

Alternativ vej

I december 2012 blev det muligt at låne penge direkte i vækstfonden, og familien fik et vækstlån på 80-90 procent af lånet. De sidste ti procent er kommet hjem fra sælgerpanterbrev og et lån fra Olav Jacobsens forældre.

»Det var blandt andet det, der var med til at bære det igennem. Lige pludselig var der nok til, at vi kunne låne penge. Men det har været rigtig sejt,« siger Olav Jacobsen.

Ifølge Olav så har det også været medvirkende til, at de kunne overtage bedriften, at han arbejdede på den i forvejen.

»Vi er glade for, at det lykkedes, men det kunne godt have gået lidt mere smidigt. Hvis ikke det var blevet til noget denne her gang, så er jeg ikke sikker på, at vi ville gå det samme igennem igen for at finde en anden gård,« siger Olav.

Hele opsparingen ryger i regninger

Der er svært nok at få lov at låne til de sidste 10 procent, så man kan overtage ejendommen, mener Olav Jacobsen. Men oven i det, så ryger opsparingen på blandt andet tinglysning og stempelomkostninger.

»Der er ingen, der kan spare så mange penge op selv til de sidste 10 procent. Vi har brugt omkring 100.000 kroner på rådgivning, fordi processen har været så lang, hele ens opsparing ryger. Man kunne godt arbejde for, at de nyetablerede fik noget rabat på nogle af de ting. Der er svært at sige, om vores proces har taget længere tid, fordi vi har gjort det lidt anderledes,« siger Olav.

På trods af besværet, så er hans gode råd til andre at forsøge sig ad.

»Der er ikke andre muligheder end at kaste sig ud i det. Så må man tage de klø, der er i det. Det kræver tålmodighed, og tingene tager tid. Også længere tid, end jeg havde regnet med,« siger han.

»Jeg er spændt på de næste fem år, hvor der kommer endnu flere landmænd, der skal have lavet handler. De ender jo med at dø, inden deres gård bliver solgt. Jo større ejendomme, jo flere kroner og øre skal man finde for at købe,« siger Olav Jacobsen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle