Nyt kæmpeland ramt af afrikansk svinepest

Indien har rapporteret sit første tilfælde af afrikansk svinepest.

Et af verdens mest folkerige lande, Indien, er ramt af afrikansk svinepest.

Det melder flere internationale medier, bl.a. The Economic Times, som er en del af India Times.

Det forlyder, at det er den østlige stat Assam, der er ramt af sygdommen, som foreløbigt har taget livet af omkring 2.500 svin på tværs af 306 landsbyer.

"Det nationale institut for dyresygdomme har bekræftet, at det er afrikansk svinepest. Regeringen har informeret os om, at det er det første tilfælde af sygdommen i landet", skal den indiske minister for husdyrbrug Atul Bora have sagt til Economic Times.

Ministeren forklarer, at man vil forsøge en strategi, der handler om at teste og inddæmme frem for at slå grise ned.

Området Assam grænser op til Kina og Myanmar, der begge er ramt af afrikansk svinepest.

Udbruddet er endnu ikke bekræftet hos FN's organ for fødevarer og landbrug. Organisationen har dog ikke opdateret sin ugentlige ASF-opdatering siden marts.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle