Nyt stort udspil: Minister vil indføre krav om løse søer og forbyde bindestalde til kødkvæg

Dyrevelfærden skal løftes. Det er budskabet fra fødevareminister Jacob Jensen (V) der har lanceret et udspil med 23 initiativer der blandt andet handler om krav om løse søer, krav om uddannelse, lavere pattegrisdødelighed, hurtigere udfasning af buræg og udfasning af bindestalde for kødkvæg.

23 nye initiativer skal løfte dyrevelfærden i Danmark.

Det er ambitionen fra fødevareminister Jacob Jensen (V), der onsdag har lanceret et udspil med en række initiativer der "skal indlede nyt kapitel for dansk dyrevelfærd".

I udspillet indgår forslag, der går på tværs af dyreracer. Og der er både tiltag, der skal løfte velfærden hos produktionsdyr som grise, fjerkræ og kvæg, og tiltag, der er rettet mod kæledyr.

På landbrugssiden gælder det blandt andet et krav om på sigt at indføre løsdrift i alle farestalde, sikre højere overlevelse for pattegrise, et uddannelseskrav for medarbejdere i sobesætninger og udfasning af bindestalde for kødkvæg.

Derudover vil ministeren og regeringen også etablere en støtteordning for at sikre tidligere udfasning af burægsproduktioner og støtte en markedsføringsindsats for langsommere voksende kyllinger, ligesom staten vil stoppe sit indkøb af de såkaldt "hurtigt voksende kyllinger".

Generelt vil ministeren også nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på strengere straffe på dyrevelfærdsområdet.

- Dyr skal behandles ordentligt, når de er i menneskers varetægt. Vi har desværre de senere år set eksempler på det modsatte. Derfor er jeg utrolig stolt over, at regeringen i dag kan præsentere et samlet udspil til en aftale, der skal sikre et løft af dyrevelfærden for både dyr i stalde og dyr i hjemmet, siger Fødevareminister Jacob Jensen.

Ikke konkret endnu

Fødevareministeren har nu indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om dyrevelfærdsudspillet.

Derfor indeholder udspillet endnu også meget få konkrete tal.

Eksempelvis fremgår det ikke, hvornår et eventuelt krav om løsdrift vil træde i kraft, eller hvor hurtigt de resterende burægsproducenter skal udfase deres produktion.

Ligeledes fremgår der heller ikke konkrete måltal for pattegrisdødeligheden eller halekupering.

I forslaget lyder det, at der skal indføres et forbud mod at bygge nye bindestalde til kødkvæg, men ikke hvornår et forbud mod allerede eksisterende bindestalde til kødkvæg vil træde i kraft.

- I forhold til det (udfasningen af bindestalde red.) så træder kravet i kraft med det samme når man bygger nye stalde, og i forhold til de eksisterende stalde så må vi se på en periode, så det ikke er ekspropriation. Vi skal også først lige beslutte med forhåbentlig bred aftalekreds at vi laver en aftale - og så skal det gå sin gang derefter, siger Jacob Jensen på pressemødet. 

I forhold til smågrisedødeligheden og halekupering kom ministeren det heller ikke nærmere:

- Jeg kommer ikke til at så her og sige, at vi skal ned på et bestemt niveau. Enhver pattegris, der dør, er en gris for meget, selvom der selvfølgelig er nogle dødfødte, men for at sikre dyrevelfærden, også i forhold til halekupering, så kræver det at vi kommer langt længere ned, siger ministeren. 

Finansiering er fundet 

Jacob Jensen understreger dog, at finansieringen af forslagene er på plads.

- Det samlede udspil med de 23 forslag er fuldt finansieret inden for rammen af mit ressort, siger ministeren, der dog ikke ønsker at oplyse den samlede pris for at gennemføre forslagene.

- Det er heldigvis sådan, at man faktisk kan få en hel del dyrevelfærd for relativt få statslige midler, men nogle af forslagene, som eksempelvis det om løsdrift, vil have større erhvervsøkonomiske omkostninger og der handler det om, hvordan tilpasning, altså indfasningstiden, bliver, siger ministeren direkte adspurgt til, hvor mange penge, det fulde udspil drejer sig om.
 

Her kan du får et overblik over de 23 initiativer 

Grise:

  • Højere overlevelse for pattegrise
  • Løse søer i farestalde
  • Uddannelseskrav hos medarbejdere i sobesætninger
  • Flere grise med hele haler
  • Overbrusning i grisestalde
  • Bedøvelse forud for kastration af grise
  • Indsats for højere so-overlevelse

Kvæg:

  • Flere løsdriftsstalde og udfasning af bindestalde for kødkvæg
  • Længerevarende smertedækning ved afhorning af kalve

Fjerkræ:

  • Støtteordning til tidligere udfasning af burægproduktion
  • Screening mod brystbensfrakturer hos æglæggende høner
  • Markedsføringsindsats for langsommere voksende kyllinger 
  • Statsligt stop for køb af hurtigt-voksende kyllinger
  • EU-forbud mod hurtigt-voksende kyllinger
  • Fokus på dyrevelfærd i den danske slagtekyllingeproduktion

Kæledyr:

  • Tiltag mod ekstrem avl af kæledyr
  • Præcisering af regler om opbinding af hunde
  • Undersøgelse af forbud mod visse hundehalsbånd

Tværgående forslag:

  • Styrkelse af Det Statslige Dyrevelfærdsmærke
  • Arbejdsgruppe om strengere straffe på dyrevelfærdsområdet
  • Bedre afrapportering af Dyrevelfærdsrapporten
  • Øget og målrettet dyrevelfærdskontrol med kvæg og grise
  • Bedre opgørelsesmetoder for antibiotika for produktionsdyr

Du kan se hele udspillet her

Opdateret klokken 12:38 med kommentarer fra Fødevareministeren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle