Opråb: Flere danske pensionsmidler bør investere i landbruget

AP Pension er ene om at investere i danske landbrug. Flere pensionkasser bør følge trop, lyder opfordringen.

Mens danske pensionskasser investerer i biogas og udviklingen af teknologier til yderligere anvendelse af landbrugets biprodukter, er interessen for selve landbruget langt mindre.

LandbrugsAvisen har talt med en række pensionskasser om deres interesse for at investere i dansk landbrug. Kun hos AP Pension har man valgt at investere i landbrugsbedrifter.

Hans Christian Jørgensen fra AgroFond, der er driftsselskabet tilknyttet investeringerne, forstår til dels de øvrige pensionskassers manglende interesse.

- Andre pensionskasser tager stilling til landbrugsinvesteringer fra et skrivebord i København. Det er to forskellige verdener, og der er langt fra en pensionskasses investeringstankegang til at kigge på en enkeltbedrift i Jylland. Det skal struktureres, og det har vi gjort via AgroFond, siger han.

AgroFond har base ved Fredericia.

Grøn gevinst

Hans Christian Jørgensen mener dog, at hvis pensionskasserne vil gøre ord til handling om at investere bæredygtigt, er landbrugets grønne omstilling oplagt. Netop for at holde gevinsterne ved eksempelvis biogassens fremmarch på danske landmænds hænder, bør pensionskasserne være en medspiller på den dagsorden.

- Man kan ikke tale om en grøn dagsorden uden at have landbruget med. Der er mulighed for nye, grønne indtægtskilder for landbruget. Samtidig kommer der nye klimakrav, så landbruget skal fastholde gevinsterne i den forbindelse, siger Hans Christian Jørgensen.

Selv om landbruget også oplever konjunkturudsving, har han stadig til gode at opleve så dårlige tider, at markerne ikke bliver pløjet, sået og høstet. Det passer til pensionskasserne, fordi de investerer langsigtet.

Han påpeger, at jordpriserne er steget stabilt i de seneste 30 år fraregnet finanskrisen.

- Dermed stiger det underliggende aktiv løbende i værdi, og der er potentiale for en større værditilvækst med de nye grønne indtægtskilder oven i landbrugenes primærproduktion, siger Hans Christian Jørgensen.

AgroFond har et akkumuleret årligt afkast på knap fire procent i gennemsnit.

Svær risikovurdering

Mens nogle pensionskasser ikke ønsker at udtale sig, vil Industriens Pension gerne forklare, hvordan man ser på landbruget som investeringscase. Ifølge Jan Østergaard, chef for real assets, er det svært at vurdere risiciene i landbrugets primærproduktion for et pensionsselskab.

Samtidig er der ikke en åbenlys indgang eller platform til investeringer.

- Vi vender alle investeringsmuligheder inklusive landbrug, jord og skov som minimum hvert tredje år. Vi har eksempelvis tidligere noteret os mulighederne for landbrugsjord i Østeuropa, men ikke fundet det attraktivt, siger Jan Østergaard.

Hos ATP siger investeringsdirektør Mikkel Svenstrup om landbrugsrelaterede investeringer:

- Som investor går vi efter et godt, risikojusteret afkast og er interesseret i at bidrage til den grønne omstilling. Når vi taler landbrug, er der muligheder i infrastrukturen, som kan være interessante.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle