Planteavlere vil skifte foderkorn ud med højværdiafgrøder

Hvis planteavlerne skal klare sig i fremtiden, skal de bevæge sig op i værdikæden, fastslog Torben Hansen i sin beretning.

Frø, hamp, økologi og kartofler. Det og en lang række andre tiltag kan ifølge Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer Planteavl være med til at sikre planteavlerne en fremtid. Produktionen af bulkvarer står ikke længere mål med de omkostninger, der er ved produktionen i Danmark, så længe sortehavsregionen kan producere det samme til langt lavere omkostninger, påpegede han i sin beretning på årsmødet i Herning tirsdag.

»Vi skal højere op i værdikæden. Vi skal tænke i specialafgrøder, for eksempel spinatfrø, rapsolie til McDonalds og rigtig meget mere dansk protein i fremtiden. Nej, vi kan ikke alle dyrke spinatfrø, men det er tænkt som inspiration«, understregede planteformanden.

Torben Hansen mener, at danske landmænd er godt rustede til at producere specialafgrøder, fordi de er dygtige, har effektive rådgivere og evner at holde styr på produktionen fra A til Z.

Genopbyg tillid

For at opnå en merpris i forhold til en bulkvare er planteavlerne også nødt til at få et bedre samarbejde med grovvareselskaberne. På det punkt er der en behov for at genopbygge tilliden og skabe dialog.

»Fronterne har været trukket hårdt op i forbindelse med afregning af maltbyg. Der er brug for mere gennemskuelighed, og vi har en fælles opgave i at skabe en højere værdi«, siger han.

Selv om mange vil sige, at det ikke går, mener Torben Hansen, det er en bunden opgave.

»Planteavlens økonomi taler sit tydelige sprog«, pointerede han.

Med et driftsresultat på bare 6.000 kr. i 2016 og udsigt til godt et par hundrede tusinde i 2017 og 2018 før ejeraflønning vel at mærke, er det ikke pengene, der får gennemsnitsplanteavleren til at smile.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle