Politikere frygter politisk styring af landbrugsfonde

Borgerlige partier fortsætter kamp mod lovforslag om landbrugsfonde i håb om hurtigt valg. Nyt samråd onsdag.

Fødevareordførerne fra Venstre, Liberal Alliance og Konservative, har kaldt fødevareminister Dan Jørgensen i et nyt samråd onsdag for at spørge ind til, hvor stor kompetence, bestyrelserne for landbrugets promilleafgiftsfonde i fremtiden vil have til at bestemme over anvendelsen af fondenes midler.

»Det undrer os, at Fødevareministeren på den ene side siger, at fondsbestyrelserne har den fulde frihed til at beslutte og prioritere fondenes midler, men på den anden side vil diktere retningen for fondenes strategiplaner,« siger Erling Bonnesen, fødevareordfører for Venstre.

Hænger ikke sammen

Erling Bonnesen henviser til, at det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at »lovforslagets primære formål er at styrke den strategiske målretning og samspillet mellem fondsmidler og Fødevareministeriets aktiviteter på landbrugs- og fødevareområdet.

»Det hænger jo ikke sammen, og det er vi nødt til at have en forklaring på. Vi mener, fondsbestyrelserne skal have den fulde frihed til at disponere, som de har gjort hidtil og som de har gjort godt,« siger Erling Bonnesen.

Forskellig tilgang

Også Mette Bock, fødevareordfører for Liberal Alliance, vurderer, at regeringens lovforslag vil indebære en ny, politisk styring af promilleafgiftsfondene.

»For os er det helt afgørende, at midlerne og kontrollen med dem ligger hos landbruget selv og ikke hos en minister. Det er landmændenes egne penge, og det er forudsætningen for hele fondskonstruktionen,« siger Mette Bock.

Hun og Liberal Alliance er derfor grundlæggende uenige med fødevareminister Dan Jørgensen, som kalder promilleafgiftsfondenes midler for »statens penge«.

»Det er landmændene selv, der har indbetalt dem, derfor er det virkelig forbløffende, at Dan Jørgensen kan sige sådan.

Vil forhale vedtagelse

Det er ikke første gang, fødevareminister Dan Jørgensen er kaldt i samråd om promilleafgiftsfondene, og Mette Bock lægger ikke skjul på, at hun gerne ser, at samrådet kan bidrage til at forhale lovforslagets vedtagelse.

»Vi har selvfølgelig et spinkelt håb om, at ministeren vil blive klogere. Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at vi håber, valget bliver udskrevet, inden lovforslaget kan vedtages.«

Faktaboks

  • Lovforslaget handler om Promilleafgiftsfonden for Landbrug, Promilleafgiftsfonden for frugtavlen og Gartneribruget, og Fonden for Økologisk Jordbrug.
  • Fødevareminister Dan Jørgensne vil med lovforslaget overlade det til den enhver tid siddende fødevareminister at udpege formanden for fondsbestyrelserne, ligesom sekretariatet flyttes til NaturErhvervstyrelsen.
  • Formålet med forlaget er bl.a. at »styrke samspillet mellem Fødevareministeriets aktiviteter på landbrugs- og fødevareområdet og fondenes aktiviteter«.
  • Promilleafgiftsfondene modtager hvert år tilbageførte pesticidafgifter for 250 mio. kr. fra Skatteministeriet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle