Producentforeninger vil ikke være malkeko for styrelser: Følger op på EU-dom

Danske Svineproducenter, Bæredygtigt Landbrug og Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter vil undgå, at gebyrsager forældes.

Danske Svineproducenter, Bæredygtigt Landbrug og Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter har på medlemmernes vegne sendt et forslag til en suspensionsaftale til Kammeradvokaten i forbindelse med 133 gebyrordninger.

De 133 gebyrer kan være omfattet - vurderer foreningerne af samme dom, som Danske Slagtermestre og Kødbranchens Fællesråd vandt tidligere i år ved EU-Domstolen.

Også Landbrug & Fødevarer har tidligere denne uge henvendt sig til myndighederne for at undgå forældelse, ellers vil L&F stævne staten.

"Det er utroligt, at vi skal omkring EU-domstolen for at få nationale særregler og gebyrordninger rettet ind for at undgå negativ konkurrenceforvridning for danske producenter. Det her er et direkte opgør med de tunge administrationsomkostninger, som politikkerne og staten i flere år har overvæltet til os erhvervsdrivende. Vi svineproducenter vil blandt andet se nærmere på gebyrordninger i forbindelse med dyrevelfærdskontrollen, gulkort-ordningerne, flytteregistreringsgebyr, omkostninger ved direkte eksporter m.v.," siger Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.

LDM: Overfakturering af kvægbruget

"Det er rystende, at mange års kamp for at få fjernet overflødige og – viser det sig nu – ulovlige gebyrer tilsyneladende ikke har sat sig spor i administrationen. Aktuelt drejer det sig blandt andet om gebyrer for kontrol af levende dyr til eksport, brug af kvalitetsrådgivning, kvægpas, registreringer i CHR, gebyrer for ekstrakontrol og muligvis flere, hvor fødevaremyndighederne har overfaktureret kvægbruget," konstaterer formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen.

"Vi vil ikke være malkeko for styrelser med vokseværk. Der har indsneget sig ”en går den, så går den”- kultur, men nu går den altså ikke længere. De ufatteligt mange millioner, som det drejer sig om mangler i fødevareproducenternes likviditet," siger formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede.

Danske Svineproducenter, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter og Bæredygtigt Landbrug har koordineret deres indsats i denne sag med hjælp fra advokat Hans Sønderby Christensen, og således er målet, at alle de tre foreningers medlemmer nu er dækket ind.

De tre formænd er glade for alliancen mellem de tre foreninger samt SamMark og Danske Slagtermestre.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle