Sidste års tørke får jordbruget til at holde på pengene

Tørke og lave priser på animalske produkter er skyld i, at jordbrugets investeringer faldt markant i 2018.

Tørken gjorde ondt på de fleste landmænds pengepung sidste år, og den har heller ikke ligefrem sat fut i jordbrugets købelyst.

Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, hvor det fremgår, at jordbrugets investeringer faldt markant i 2018. Jordbrug dækker over landbrug, skovbrug og gartneri.

I forhold til året før - 2017 - faldt investeringerne med 15 pct. målt i faste priser, altså priser, der er renset for inflation.

Faldet skyldes blandt andet, at 2018 var et "skidt år" for landbruget økonomisk set med tørke og lave priser på animalske produkter.

"Derfor kan mange landmænd have været nødt til i 2018 at udskyde ellers påtrængende forbedringer til senere", skriver Danmarks Statistik.

Faldet rammer både investeringer i bygninger og maskiner, hvor eksempelvis investeringerne i svinestalde faldt med 17 procent.

 

Færre investeringer de seneste år

Udviklingen er i tråd med en tendens, som begyndte i 2014. Bortset fra en lille stigning i investeringer fra 2016 til 2017 har kurven været nedadgående.

Sammenlignet med 2013 var jordbrugets investeringer sidste år faldet med over en tredjedel. I 2018 stod jordbrugets investeringer for 1 pct. af alle investeringer i Danmark, der i alt lød på 500 mia. kr..

Tørken var værst i vækstperioden fra maj til juli. Ifølge DMI var det i den periode med stor sandsynlighed den tørreste i 99 år. Den varme og frem for alt meget tørre sommer resulterede i, at høstudbytterne faldt.

På grund af efterspørgslen steg salgspriserne på afgrøderne til gengæld og kompenserede dermed for en del af tabet.

Desuden måtte man konstatere faldende priser på animalske produkter, dog var en stigende produktion medvirkende til, at indtægterne ikke faldt tilsvarende.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle