Simplere at søge støtte - sparer landbruget for 60 mio. kr.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil indføre standardomkostninger i en række støtteordninger. Det vil spare landmændene for tid, bøvl og mange millioner kroner.

Et nyt lovforslag fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil spare landmændene for en masse administrativt arbejde, siger ministeren.

I lovforslaget, som førstebehandles i Folketinget i dag, lægger ministeren op til, at en række projektstøtteordninger ikke længere skal være omfattet af den danske tilbudslov. I stedet vil man benytte EUs standardomkostninger til at beregne støtten til landmændene.

"Det skal være lettere at drive erhverv i Danmark. Nu indfører vi standardomkostninger på en række støtteordninger. Dermed bliver det langt nemmere for landmændene at benytte ordningerne," siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

Gennemføres lovforslaget, vil der være store besparelser at hente både tidsmæssigt og økonomisk. Hidtil har en landmand, der for eksempel ønsker at opføre et læhegn, skullet fremvise fakturaer for at få støtte. Hvis man bruger standardomkostninger, bliver støtten i stedet udregnet efter en fast standardpris pr. meter læhegn eller pr. stiplads.

"De foreløbige erfaringer viser, at vi kan forkorte sagsbehandlingstiden i udbetalingssager med cirka 75 procent ved at bruge standardomkostninger. Derudover forventer Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, at erhvervet vil kunne spare omkring 60 mio. kroner i årene 2017-2020 alene på de fire ordninger, hvor vi vil indføre standardomkostninger i 2017 og 2018," siger Esben Lunde Larsen.

Glæde hos L&F

Den kommende lovændring vækker stor tilfredshed hos Erik Larsen, der er formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion.

"Vi er meget glade for ændringen. Den nye ordning med standardsatser vil spare os for rigtigt meget bøvl og bureaukrati, og vores motivation til at finde det bedste tilbud vil være den samme, da tilskuddet jo kun udgør 20 procent af projektet," siger Erik Larsen i en pressemeddelelse.

Han er særligt glad for, at miljø- og fødevareministeren har lyttet til Landbrug & Fødevarers opfordring til at inkludere tilskud til modernisering af slagtesvinestalde, som der blev søgt om i 2016, men hvor der ikke er givet alle tilsagn endnu, i den nye og enklere ordning.

"Der er god grund til at rose ministeren for at have lyttet. For de berørte, som er i gang med et moderniseringsprojekt bliver det en meget stor lettelse," siger Erik Larsen.

EU lancerede muligheden for at indføre standardomkostninger i 2013. Systemet blev implementeret på fire danske projektstøtteordninger i 2016 og skal ifølge planen indføres på yderligere fire ordninger i løbet af 2017 og 2018.

EU mente imidlertid ikke, at Danmark kan benytte standardomkostningssystemet på grund af den danske tilbudslov. Ifølge loven skal alle projekter, hvor der er offentlige midler involveret, indhente mindst to tilbud. Det er denne lov, som miljø- og fødevareministeren nu vil have fritaget en række projektstøtteordninger fra.

Formålet med tilbudsloven er at sikre, at de offentlige udgifter ikke bliver for store, og at der er gennemsigtighed i tildelingen af offentlig støtte. Esben Lunde Larsen mener imidlertid, at disse formål bliver opfyldt fuldt ud ved at bruge standardomkostninger i stedet.

Faktaboks

Følgende projektstøtteordninger kom med i systemet med standardomkostninger i 2016: Modernisering af slagtesvinestalde, Modernisering af farestalde, Natura 2000 og Læghegn.

Følgende fire projektstøtteordninger kommer med i systemet med standardomkostninger i 2017 og 2018: Modernisering af kvægstalde, Miljøteknologi, Natura 2000 og Minivådområder.

Tilskud til modernisering af kvægstalde i 2015 og 2016 er ikke givet efter standardomkostninger, så her skal tilbudslovens krav fortsat overholdes.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle