Slesvig-Holstens miljøminister i tæt kontakt med Danmark om fugleinfluenza

Slesvig-Holstens miljøminister Robert Habeck (De Grønne) var søndag i Grumby syd for den dansk-tyske grænse, hvor 30.000 høns nu bliver aflivet efter fundet af fugleinfluenza.

Samtidig gjorde ministeren det klart, at den farlige virus allerede er kommet til Danmark, skriver Flensborg Avis.

Den lille landsby i nærheden af Slesvig, omtrent 35 kilometer fra den dansk-tyske grænse, kom lørdag i de tyske og internationale mediers søgelys efter fundet af den farlige fugleinfluenza af typen H5N8. Tidligere på ugen havde medarbejdere på fjerkræfarmen opdaget omkring 20 døde høns, og efter at dødstallet steg til 3000 frem mod weekenden, konstaterede det nationale Friedrich-Loeffler-Institut (FLI), at dyrene var smittet med den farlige virus.

Myndighederne indførte karantæneområder, staldpligt og forbud mod at sælge fjerkræ.

Allerede søndag blev hele besætningen slået ned og skal nu destrueres, men dermed er sagen langt fra afsluttet. Den danske fjerkræbranche er nemlig hovedaftager af æg fra den ramte fjerkræfarm, og dermed er der stor risiko for, at fugleinfluenzaen allerede har ramt danske fjerkræavlere, skriver Flensborg Avis.

Fødevarebestyrelsen bekræftede søndag eftermiddag i en pressemeddelelse, at et dansk rugeri ved Bække i Sydjylland har modtaget hundredtusindvis af æg fra den tyske hønsebesætning i Grumby.

De tyske myndigheder er derfor nu i tæt kontakt med de danske myndigheder for at analysere æggene, og Robert Habeck understregede søndag, at han personligt har kontakt til kollegaerne på den anden side af grænsen. Han mindede igen om, at fugle samt fugleinfluenza ikke kender til landsgrænser.

Mens fugleinfluenzaen nu har bredt sig til tamme besætninger, blev der søndag fundet flere døde vildfugle i Slesvig-Holsten - denne gang i nærheden af Hamborg. Dermed er hele seks amter ramt af den farlige virus, skriver Flensborg Avis.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle