Små ejendomme splittes og sælges hurtigt

Det er ikke svært at få afsat landbrug under 30-50 hektar, melder ejendomsmæglere, men stadig oftere skilles jorden fra. Ønsket om at blive deltidslandmand er stærkt faldende, lyder det fra flere mæglere.

Vi har ikke super mange små landbrug til salg mere - og dem, der kommer i udbud, er der altid købere til«.

Så klar en besked får man hos ejendomsmægler Erna Christensen, Nybolig Rødding. Købere til de små ejendomme, 30 til 40 hektar, er ofte folk, der har interesse i dyrehold til hobbybrug eller jægere.

»De større landbrug, vi havde til salg før i tiden, vil blive købt af andre landmænd her på egnen«, siger Erna Christensen.

Thy og Mors

Det står godt med salget af landbrugsjord hos Thy Mæglerne, fortæller Ole Sand. Jo større ejendommene er, jo større er chancen for, at ejeren kan bruge produktionsbygningerne ikke sælgerne bygningerne fra igen.

»Bygninger fra 10 hektar og opefter bliver typisk skilt, og sådan har det været i flere år«, understreger mægleren.

Splittes op

Hos RealMæglerne i Billund/Grindsted ser ejendomsmægler Erling Nielsen en klar tendens:

»For 25 - 30 år flyttede man på landet for at drive deltidslandbrug. Efter et kl. 8-16 job, så ville man gerne ud i fritiden og realisere sig selv på landet med lidt pløjning og lidt dyr. I dag har livet så meget andet at byde på. Folk vil hellere se på naturen end grave i den. Og så er vi blevet så velhavende, så vi køber huse i udlandet og tager på lange rejser i stedet for at køre rundt med en Massey Ferguson«, mener Erling Nielsen.

Konsekvensen er, at jorden bliver solgt fra, når der er gensalg af de små ejendomme. Den samme tendens ser man også udenfor Jylland.

Godserne er på opkøb

I Vordingborg oplever ejendomsmægler Henrik Ejby samme tendens med opsplitning af ejendomme i bygninger og jord. Her er det især godserne, som efterspørger mere jord, og de vil også betale godt for den eftertragtede jord, fortæller han. Også lystejendomme på 50 hektar bliver opsplittet, så bygningen sælges fra, og jorden bliver solgt uden store liggetider.

»De små landbrug på 100 hektar er jo en sød tankegang, men det kan man ikke leve af«, siger Henrik Ejby, der har erfaringer fra salg over hele Sjælland.

Fyn er fin

Ejendomsmægler Birthe Pedersen fra Landbogruppen Fyn kan genkende billedet af de små landejendomme, hvor liggetiden er blevet meget kortere:

»De 30-40-50 hektars ejendom-me bliver købt som tillægsjord af produktionslandmænd og bygninger solgt særskilt. Småbrug mellem 5 og 15 hektar bliver også splittet op, og så er bygningerne nemme at omsætte, måske med et par hektar tilbage til dem, der vil flytte ud på landet og have lidt dyrehold. Det har vi haft stor succes med f.eks. til sjællændere, der måske arbejder hjemme nogle dage om ugen og ellers pendler over broen. Her på Fyn får man også mere for pengene«. Birthe Pedersen har også lagt mærke til, at ønsket om at blive deltidslandmand er stærkt faldende i forhold til for 30 år siden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle