Snuppede guld for andet år i træk på Landsskuet

MSR Plant Technology har vundet guldmedaljen for årets Landsskuenyhed - for andet år i træk.

De tre nyhedspriser på Landsskuet, Bronze, Sølv og Guldmedaljen, er blevet præsenteret. Og ret specielt så gik guldmedaljen for andet år i træk til virksomheden MSR Plant Technology for redskabet Crown Crusher, der 100 pct. mekanisk stopper væksten i kartofler. 

Sidste år vandt MSR prisen for sin Weed Wiper, en mekanisk radrenser til kartofler, og det er konceptet fra weedwiperen, der er videreudviklet til Crown Crusher, som henholdsvis løfter, samler og skærer hjerteskuddet over på kartoflerne. 

- Med Crown Crusher har vi en 100 pct. mekanisk løsning i kartoflerne. Så vi står ikke længere i en situation, hvor man i en eller anden form skal bruge kemi sammen med mekanik, fortæller Michael Stolberg-Rohr, indehaver af MSR Plant Technology.

Netop den løsning var der også den overvejende begrundelse for, at dommerkomiteen bag havde valgt at tildele guldmedaljen til Crown Crusher.

- Der bliver næppe mere planteværn til rådighed i kartofler, så det er godt at se, at vi nu har en mekanisk løsning, der kan gøre det samme som kemi, fortalte Landsskuets formand Kristian Gade, ved prisuddelingen. 

Sølvmedaljen gik til HS Tarm som har udviklet en solcelleløsning med batterier og en intelligent styring, som både tager højde for øjeblikkelige afregningspriser, vejrudsigter med videre for at producere intelligent energi, som virksomheden kalder det. 

Bronzemedaljen blev givet til virksomheden Landia for en ny gyllepumpe.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle