Sommervarmen skubber koldskålssalget i vejret

Sommervejret lod vente på sig i år, men den seneste måneds tid er det varme og solrige vejr for alvor slået igennem i Danmark. Og det gode vejr har øget danskernes appetit på koldskål. Salgstal fra Arla viser, at salget af den læskende spise når nye højder, og mejerivirksomheden har solgt hele 261.662 liter koldskål mere i år end i samme periode sidste år.

Danskerne måtte væbne sig med tålmodighed i foråret, indtil det varme sommervejr endelig gjorde sit indtog i juni. Men den seneste måned har vi nydt godt af høje temperaturer og solskin fra en skyfri himmel, og der er som bekendt en klar sammenhæng mellem godt sommervejr og danskernes lyst til koldskål.

Det skriver Arla Foods i en pressemeddelelse.

Det ses også tydeligt hos mejerivirksomheden Arla, der fra starten af april og indtil nu har solgt intet mindre end 9,66 mio. liter koldskål til danskerne. Og det er hele 261.662 liter koldskål mere end samme periode sidste år.

Hos Arla, der er en af landets største koldskålsproducenter, glæder de sig over salgstallene og det lune sommervejr.

”Sommer og koldskål er de perfekte partnere, og koldskål er et måltid, som hele familien kan samles om. Og selvom det varme sommervejr i år lod vente på sig, så fulgte danskernes appetit på koldskål øjeblikkelig efter, da temperaturerne først begyndte at stige,” siger Sine Konge Jensen, der er produktchef for koldskål i Arla, og fortsætter:

”Det er særligt i løbet af den seneste måned, at koldskålssalget har sat rekord sammenlignet med sidste år, og hvis sommervejret fortsætter, vil koldskålsindtaget formentlig fortsat følge med. Sommeren er nemlig højsæson for koldskål, og vi udvider vores sortiment af koldskål fra to til hele 10 produkter for at imødekomme efterspørgslen.”

 

Faktaboks

  • Fra og med uge 14 til uge 28 i 2020 solgte Arla 9.405.702 liter koldskål
  • Fra og med uge 14 til uge 28 i 2021 solgte Arla 9.667.364 liter koldskål
  • Det er en stigning på 261.662 liter koldskål fra 2020 til 2021

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle