Styrelse: Økologer og naturplejere får tilskud i februar og marts

Økologer og naturplejere skal igen i år vente længere end de fleste på at få udbetalt EU-tilskud. Men ikke så længe som sidste år, vurderer Landbrugsstyrelsen.

Landbrugsstyrelsen forventer at begynde på udbetalingerne af 2020-tilskud på ordningerne økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer medio februar 2021.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen.

Udbetalingerne i februar og marts er to-tre måneder senere end den store pulje af grundbetaling og grøn støtte, som allerede er udbetalt nu. 

Til gengæld forventer styrelsen, at det vil være 'en stor del af tilskuddene' på begge ordninger, der udbetales i februar og marts.

Færre udfordringer

Lige nu kan man søge nyt tilsagn om økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer med start fra 1. september 2020.

Runden forløber i år med færre tekniske problemer end sidste år, forventer styrelsen.

"Ansøgningsrunden om tilsagn til økologisk arealtilskud og plejegræs forløber i år generelt godt. Vi har arbejdet med at fjerne de tekniske udfordringer, som vi så ved sidste års tilsagnsrunde", skriver Landbrugsstyrelsen.

Der er indtil videre kommet ca. 620 ansøgninger om nyt tilsagn om økologisk arealtilskud, mens der er kommet ca. 1020 ansøgninger om nyt plejegræs-tilsagn.

Man skal huske, at fristen for at søge nye tilsagn er senest mandag den 21. december 2020.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle