Svensk kyllingekoncern udfordret i Danmark: Forbereder udvidelse af fabrik

Danpo-ejeren, det svenske Scandi Standard, tjener godt på, at forbrugerne vælger kyllingekød til på grund af de stigende fødevarepriser. Nu skal fabrikken i Danmark udvides.

2021 var en udfordring for de to store danske fjerkræslagterier, og 2022 bliver nok ikke nogen undtagelse.

Det viser det seneste regnskab Scandi Standard, der har danske Danpo i sin portefølje. 

Regnskabet gør både det seneste kvartal op og kigger på indtjeningen året til dato. Og kigger man samlet på 2022, er omsætningen godt nok steget fra 7,6 milliarder i 2021 til nu 9,05 milliarder svenske kroner - men i samme periode, altså fra januar til september, kan bundlinjen ikke følge med. Den lød på 99 millioner kroner i 2021, men er faldet til 83 millioner svenske kroner i 2022.

Det svarer til omkring 56,8 millioner danske kroner.

Det ser dog ud til, at Scandi Standard, har fundet en vis flyvehøjde i tredje kvartal. 

Fra juli til september har fjerkræslagteriet landet en omsætning på 3,2 milliarder svenske kroner, hvilket er 18 procent mere end i samme periode sidste år. Ligeledes er bundlinjen i tredje kvartal steget til et plus på 66 millioner kroner mod kun fire millioner i 2021.

Indtjeningsløftet skyldes især de stigende fødevarepriser, der får flere forbrugere til at vælge kyllingekød frem for okse- eller grisekød. Det fortæller CEO for Scandi Standard, Jonas Tunestål, i en meddelelse i forbindelse med regnskabet.

- Scandi Standard har leveret et resultat for tredje kvartal 2022, hvor vi stort set har opvejet omkostningsinflationen gennem hævede salgspriser og stærk indtjening i Ready-to-eat-segmentet, lyder det fra CEO for Scandi Standard, Jonas Tunestål.

-  På trods af en midlertidig reduktion af slagtevolumen steg nettoomsætningen med 22 procent til 3,2 millioner svenske kroner drevet af prisstigninger.

planlægger to udvidelser

Det danske marked er dog fortsat en udfordring for fjerkræslagteriet. 

Scandi Standard har således måtte skrive et underskud på 50 millioner svenske kroner i regnskabet for den danske afdelingen.

Tabet findes i det såkaldte "ready-to-cook"-segment, altså fersk kyllingekød. Hvorimod de to forretnings-segmenter "ready-to-eat" (færdigretter red.) og "Ingredients" har hevet den samlede indtjening i plus i tredje kvartal. 

- Situationen i Danmark er fortsat udfordrende.

- Derfor gennemføres driftsændringer løbende, lyder det fra Jonas Tunestål.

Det handler om, at kyllingeslagteriet i Danmark netop skal satse mere på færdigretter. Derfor er der også planlagt en udvidelse af Danpos slagteri i Farre.

Det har tidligere lydt, at Danpo vil poste en "tocifret millioninvestering" i sin forædlingsfabrik i Farre. Nu offentliggør Scandi Standard, at der både er planlagt en udvidelse af Danpos fabrik i slutningen af 2022 og i 2023.

I april gjorde en brand skade på Farre-fabrikkens bygninger. Det er endnu ukendt, hvad omkostninger heraf bliver.

Scandi Standard har også tidligere måtte acceptere tab på det danske marked.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle