Bayer lancerer nyt produkt mod coccidiose og jernmangel

I besætning på 1.000 søer kan nyt produkt spare en arbejdsdag pr. måned, ifølge producenten.

Det nye produkt Baycox® Iron, som er en kombi-injektion mod jernmangel og coccidiose hos pattegrise, ventes at komme i handelen i juni. Det oplyser producenten, Bayer A/S, Animal Health, i en pressemeddelelse.

Bayer fortæller, at doseringen er 1,1 ml til 2 kg gris, som gives som en injektion 48 til 72 timer efter fødslen. Produktet indeholder 36 mg toltrazuril og 182 mg jern (III) per ml. 

Baycox® Iron er godkendt til samtidig forebyggelse af jernmangel-anæmi og kliniske tegn på coccidiose, det vil sige diarré, hos nyfødte pattegrise i besætninger med coccidiose forårsaget af parasitten Cystoisospora suis.

Med kun én behandling og et lille injektionsvolumen kan begge problemer nu forebygges med Baycox® Iron, ifølge Bayer.

Dyrlæge Alex Jakobsen, teknisk ansvarlig hos Bayer, har store forventninger til det nye produkt.

"Det er et produkt, som dels sparer landmanden for en arbejdsgang, og dels gavner grisen på grund af det lave injektionsvolumen og den mindskede håndtering.

I en besætning med 1.000 søer må man kunne forvente en arbejdsbesparelse på mindst en fuld arbejdsdag pr. måned", vurderer Alex Jakobsen.

Faktaboks

Coccidiose og jernmangel

  • Coccidiose skyldes en lille tarmparasit, Cystoisospora suis, der beskadiger tarmslimhinden og medfører diarré hos pattegrisene.
  • Coccidiose er en tabsvoldende sygdom, som giver nedsat tilvækst og gør grisen mere modtagelig for andre sygdomme.
  • Uden jerntilskud vil grise kunne udvikle jernmangel.
  • Grise fødes med et meget lille jerndepot i kroppen, og soens mælk er jernfattig.
  • Derfor er det nødvendigt at tildele ekstra jern til pattegrisene, allerede når de er få dage gamle. Jernmangel vil ellers kunne medføre blodmangel (anæmi), nedsat immunitet, øget dødelighed og nedsat tilvækst.

Kilde: Bayer

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle