Dan J: Branchen er engageret i bedre dyrevelfærd

Forud for den internationale konference i morgen og torsdag ser fødevareminister Dan Jørgensen (S) positivt på udviklingen for dyrevelfærden.

Siden Fødevareministeren, landbruget og dyreværnsorganisationer for et års tid siden lavede en aftale om dyrevelfærd, har alle parter haft travlt med at sætte initiativer i gang. Og det går ifølge Dan Jørgensen, der onsdag og torsdag er vært ved den internationale konference i København, den rigtige vej.

»Vi er godt i gang med at forbedre dyrevelfærden i svinestaldene. På hvert af planens 9 fokusområder har vi igangsæt konkrete initiativer, der skal sikre at vi kan nå de fastlagte mål. Blandt andet har vi iværksat kampagner og forskningsprojekter, der skal nedbringe pattegrisdødeligheden og etableret støtteordninger, der skal fremme omlægning til løsdrift og nedbringe antallet af halekuperede grise,« siger Dan Jørgensen.

Fremdrift i fokusområder

Han har nedsat en følgegruppe, der skal sikre fremdrift på fokusområderne, men det er stadig for tidligt at måle effekterne af indsatsen. For eksempel er der igangsat forskningsprojekter, der skal mindske behovet for kastration af hangrise - bl.a. ved at udvikle nye og effektive målemetoder for ornelugt samt afprøve nye ornelinjer. Disse projekter forventer han at kunne se resultater af senest i 2017. Og til sommer vil der være nye tal for pattegrisdødelighed, hvor han forventer, at det lykkes landbruget at vise fremskridt.

Branchen er engageret

»Branchen arbejder engageret med de forskellige initiativer og mange besætningsejere viser stor interesse for at reducere pattegrisdødeligheden. Og også hvad angår en aftale med branchen om at stoppe kastration af hangrise ser det lovende ud. Derfor er jeg alt i alt overbevist om, at vi nok skal indfri de fastsatte mål,« siger Dan Jørgensen, der har fået positive tilbagemeldinger fra dyreværnsorganisationerne, som anerkender vores foreløbige indsats.

Landbruget har travlt

Ifølge Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, har organisationen og svineproducenterne haft travlt det seneste år., og han glæder sig over, at Dan Jørgensen anerkender, at branchen arbejder engageret.

»Vi har taget det meget seriøst med bedre dyrevelfærd. Vi har sat forskning og udvikling i gang, og der kan man ikke lige se resultatet fra den ene dag til den anden, men vi har også lavet skriftligt materiale, der kan hjælpe landmændene,« siger han.

De arbejder for eksempel med at reducere antallet af halekuperede svin og med at mindske dødeligheden for smågrise.

»Vi har holdt kampagnemøder rundt om i landet, hvor over 600 har deltaget. Landmændene er meget motiverede, og når der er fokus på noget i Danmark, så flytter det sig,« tilføjer han.

Klik her og se hvilke initiativer, L&F Svineproduktion har sat i gang.

Faktaboks

Internationale eksperter i dyrevelfærd samles den 29.-30. april til en international konference i København. 400 forskere, NGO´er samt ministre fra Tyskland, Holland og Sverige deltager.

Emneord dyrevelfærd

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle