DanBred Opformering fastholder polte-salget

Problematisk, at antallet af søer i opformeringsbesætningerne falder.

Det går fortsat godt for salget af ly-polte fra de 59 besætninger tilknyttet DanBred Opformering.

I 2020 solgte de 311.000 ly-polte, et fald på blot 6.000 polte fra året før. Salget på hjemmemarkedet er steget i forhold til 2019, mens det er faldet lidt på eksportmarkedet. Corona angives som en del af årsagen.

Derimod er det gået tilbage for antallet af søer. I 2018 var der 42.000 søer fordelt på 65 besætninger. Det er faldet til 38.000 søer fordelt på 59 besætninger i 2020.

»Vi har et godt produkt, men det er en kamp at fastholde antallet af søer i opformeringsbesætningerne. Jeg er bekymret for, om vi kommer til at stå i en situation, hvor vi mangler polte at sælge«, sagde Bjarne Larsen i sin beretning på årsmødet forleden.

Årsagen til frafaldet er først og fremmest reinfektioner.

Formanden for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen, erkendte, at risikoen for reinfektion er en udfordring for økonomien i opformeringsbesætningerne, men glædede sig til gengæld over det gode salg.

DanBred-direktør Thomas Muurmann understregede, at målet er at fastholde en dansk population på omkring 40.000 søer i opformeringsbesætningerne, men at både transportlovgivning og afrikansk svinepest er jokere for opformeringbesætningernes eksport.

»Rentabiliteten hænger naturligvis sammen med risikoen for statusfald. Det tager vi gerne en nærmere drøftelse af som branche«, lød det fra DanBred-direktøren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle