Landmænd taber tusindvis af kroner på ugyldige forsikringer

Mange landmænd har forsikringer, der reelt er uden dækning. Det gælder både bygninger og maskiner.

Alt for ofte sker det, at landmænd år efter år betaler præmien på en forsikring, der viser sig at være ugyldig, når uheldet er ude.

Det beretter Peter Quitzau, direktør hos DLBR Forsikringsmægler A/S i Vordingborg, over for Landbrugsavisen.dk. Han har oplevet, at landmænd betaler for, at maskinpark og bygninger er forsikret, men hvor dækningen ikke gælder.

Han har tre gode råd til landmænd:

  • Gyllebeholderens silo- og tankskadeforsikring dækker som regel kun 25 år. Du kan dog ofte forlænge. Sørg for, at der også er forureningsdækning.
  • Teltdugen på gylletanken er ofte kun dækket i 15 eller færre år.
  • Maskinkaskoforsikringer gælder kun et vist antal timer eller år, og forsikringsselskabet gør dig ikke altid opmærksom på det, hvis du indbetaler til en ugyldig forsikring. Pengene er tabt.

”Det kan være ganske betydelige beløb, det drejer sig om,” fortæller Peter Quitzau til Landbrugsavisen.dk.

LandbrugsAvisen berettede i sidste uge om en landmand, der måtte betale 50.000 kr. for at rydde op efter et gylleudslip, hvor forsikringsselskabet nægtede at dække omkostningen, selvom landmanden havde gyllebeholderforsikring. Årsagen var, at gylletanken var over 25 år gammel. Det hjalp ikke, at gylletanken havde gennemgået beholderkontrol.

Sådanne eksempler har Peter Quitzau, der også arbejder som forsikringsmægler, set mange af. De fleste forsikringsselskaber har kun dækning de første 25 år som standard.

Forlænge forsikringen

”Du kan bede om at få forlænget forsikringen, og normalt vil forsikringsselskaberne tillade det. Der skal man være opmærksom på, at det ikke kun er selve tanken, men også forureningsdækningen, der er knyttet til en sådan tank, som skal udvides. Ofte vil det være til samme præmie, men nogle gange vil forsikringsselskabet dog kræve beholderkontrol hvert femte år i stedet for hvert 10. år,” forklarer Peter Quitzau.

Selvom tanken er forsikret til nyværdi, sker det, at forsikringsselskabet foretager fradrag i erstatningen, fordi tanken på skadetidspunktet er forringet på grund af slid og ælde. Ved nogle selskaber kan du også tilkøbe, at forsikringen dækker 100 procent af nyanskaffelsesprisen.

Ubetydelig kulance

Hvis der ikke er styr på tankforsikringen, kan det blive dyrt for landmanden. Det kan koste flere hundredtusinder at rydde op efter en ulykke.

”Den dag, hvor skaden sker, så er det landmanden, der står med håret i gyllesuppen.”

”Kulancen ved selskaberne er ofte ubetydelig og omvendt proportionel med skadens størrelse,” siger Peter Quitzau.

Teltoverdækningen

Også teltoverdækningen på en gyllebeholder kan være uden dækning. Ofte gælder dækningen 15 år – nogle gange blot otte år – og hvis der er stormskade, eller landmanden ved en fejl flænser teltdugen med et gyllerør, så må landmanden selv betale de 150.000 kr. for en ny teltdug.

Maskinparken

En anden klassiker er en traktor eller mejetærsker, der har kørt flere timer eller år, end maskinforsikringen dækker. Forsikringsselskabet oplyser ikke altid om, at landmanden indbetaler præmie for en ugyldige forsikring.

”Når vi gør selskaberne opmærksomme på, at en landmand har betalt for en traktor, der er for gammel, så vil de ikke give pengene tilbage for den tid, hvor der ikke har været dækning. Så stopper de bare forsikringen."

For nyligt oplevede han en maskinskade til 80.000 kr., hvor dækningen var ugyldig. Han har også oplevet flere traktorer på en bedrift, hvor forsikringen ikke havde dækket i fire år. Det var 36.000 kr., landmanden havde betalt til ingen nytte.

Tilføjet 10. august kl. 15: Topdanmark oplyser, at de også dækker gyllebeholderen udover de 25 år, såfremt den har overholdt den lovpligtige beholderkontrol.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle