Ny app gør det lettere at registrere miljø på svinebedrifter

Nye krav til registrering og dokumentation på større svinebrug kan lettes med ny app.

Thomas Hønsholt Jacobsen kan godt se idéen i at skifte fra papir til en app-løsning, når det drejer sig om registrering og dokumentation på hans slagtesvineejendom.

Fra 21. februar 2021 træder der nemlig et nyt IE-direktiv i kraft for større husdyrbrug. Her stilles nye krav til kontrol, miljøsikring, miljøledelse og ikke mindst indberetning og dokumentation til kommunen om, at egenkontrollen har fundet sted.

»Hidtil jeg har nok brugt mellem en halv og en hel dag forud for et besøg af kommunens miljøkontrol. På sigt håber jeg, at app’en kan reducere mit tidsforbrug og måske også, hvor tit kommunen kommer på miljøbesøg«, lyder det fra den sønderjyske svineproducent.

Hos Thomas Hønsholt Jacobsen er app’en sat op, så en del af opgaverne med dokumentation går direkte til hans to medarbejdere.

Det drejer sig for eksempel om kontrol af flydelag på gylletanken og om indsamling og dokumentation af indlægssedler.

Det er nu medarbejderne, der selv tager fotos og lægger ind i app’en, hvor de så er tilgængelige ved en miljøkontrol.

Tilpasses individuelt

Miljørådgiver Henriette Fries, LandboSyd, har fulgt app’ens tilblivelse og givet indspark til indholdet.

»Det er nok individuelt, om man er til en papirløsning eller til en app-løsning«, mener miljørådgiveren.

Hun understreger, at app’en under alle omstændigheder skal tilpasses individuelt fra bedrift til bedrift, og at det er en stor fordel, at app’en selv husker, hvor hyppigt man for eksempel skal kontrollere et flydelag.

Det er også en fordel, at man kan tage fotos med mobiltelefonen og uploade fotos direkte i app’en som dokumentation.

IE-husdyrbrug

De nye miljøkrav gælder for svinebrug med mere end 750 søer eller 2.000 stipladser til slagtesvin, og er baseret på et EU-direktiv.

Det fremgår bl.a., at der er krav om regelmæssige kontroller, at der skal være sat mål på bedriftens miljøledelse, at personalet skal instrueres i miljøsikring, og at der skal ske en årlig indberetning.

»Det er netop i forbindelse med den årlige indberetning, at jeg kan se fordele ved app-løsningen«, siger Henriette Fries.

Fra en træls opgave til et godt overblik

Husk at kontrollere flydelag på gylletanken og gyllepumpens rør og dieseltanken og farligt affald og staldens alarmanlæg og skadedyrsbekæmpelse og fodersiloer og ...

Listen af kontrol- og dokumentationsopgaver på husdyrbrug er lang. En ny app ’eForm’ udviklet af Odense-firmaet Microting gør arbejdet overskueligt. Den giver et overblik over de dokumentationsopgaver, et husdyrbrug har, og ordner dem efter, hvor hyppigt de skal udføres.

»Når landmanden har udført opgaven, overføres resultatet til den elektroniske logbog, og forsvinder fra telefonen«, forklarer Niels Windfeld-Lund og Søren H. Tornehave fra Microting.

Når det igen er tid til at kontrollere flydelaget eller staldens alarmanlæg popper opgaven automatisk op på telefonen. Det er let at vedhæfte fotos som dokumentation.

Forud for besøg af kommunens miljøkontrol genereres en logbog, som kan printes. Den viser, hvornår de enkelte kontroller er udført, og om der har været særlige hændelser eller bemærkninger.

»eForm erstatter al papir, som landmanden ellers skulle have styr på«, forklarer Niels Windfeld-Lund.

Den er gennem det sidste halve år udviklet og testet hos sønderjyske husdyrbrug, ligesom Sønderborg Kommunes miljøafdeling og LandboSyd har givet kritik og indspark.

»Vi forventer, at landmanden både sparer tid i sit daglige dokumentationsarbejde, og når miljøkontrollen aflægger besøg«, siger Søren H. Tornehave.

App’en omfatter også en del, der fungerer som opgaveliste for medarbejdere.

Faktaboks

4 forhold om IE-brug, der er værd at vide:

  1. 21. februar 2021: Denne dato øges kravene til miljøkontrol og -registrering, når EUs IE-direktiv træder i kraft i Danmark og i alle andre EU-lande.
  2. Gælder for: Alle svinebrug med mere end 750 søer, mere end 2.000 stipladser til slagtesvin eller mere end 40.000 stipladser til fjerkræ. Tilsvarende grænser findes for kvægbrug.
  3. Valgfrihed: Der er valgfrihed for det enkelte husdyrbrug om, hvordan krav og dokumentation opfyldes.
  4. Microting: Odense-firmaet Micro-ting har udviklet en app, der efter individuel tilpasning letter registrering og dokumentation ifm. IE-kravne. Den anvender i vid udstræk-ning mobilfotos som dokumentation. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle