Ny runde med PattegriseLiv har flyttet overlevelsen hos de fleste

Indsatsen med seks måneders rådgivningsforløb og staldskoler i regi af PattegriseLIV 2.0 fik totaldødeligheden til at falde hos to ud af tre deltagende besætninger.

Når otte procent af landets søer medvirker i et rådgivningsforløb som PattegriseLIV 2.0, så gør det en forskel, når de samlet set formår at løfte overlevelsen på pattegrisene.

Det var også udfaldet, da projektets deltagere fik udleveret resultaterne af deres anstrengelser ved et afsluttende møde.

Grundet coronasmitten blev mødet afholdt virtuelt med godt 100 deltagere placeret rundt på de forskellige rådgivningskontorer, der har deltaget i projektet med rådgivningsforløb og staldskoler.

I lighed med det oprindelige PattegriseLIV-projekt, der blev afsluttet for 3,5 år siden, formåede de deltagende besætninger at rykke på dødeligheden hos pattegrisene.

Ved indgangen til projektstarten ved årsskiftet havde de 56 besætninger en totaldødelighed på 24,2 procent, og seks måneder senere var den flyttet til 23,2 procent.

37 besætninger lykkedes med at sænke dødeligheden, mens det gik den forkerte vej for 17 besætninger. Den bedste besætning gik fra 23,3 til 16,6 procent i totaldødelighed.

Målt på døde grise indtil fravænning var der en samlet forbedring på 0,8 procentpoint - her gik den bedste besætning fra 21,3 til 14,4 procent.

Flere tiltag gør forskel

Tilbagemeldinger fra besætningerne viser, at mange tiltag har gjort en forskel.

»Det, der rykker noget, er, at få mere overvågning ind i farestalden - enten som natovervågning, at møde ind forskudt af hinanden eller indføre aftenrunder. Det har også givet noget at lave kuldudjævning flere gange dagligt«, forklarede Trine Friis Pedersen, konsulent hos Seges Svineproduktion.

Pattegrise-USK har for flere besætninger gjort det muligt at komme mere i dybden med dødsårsagerne.

Nødvendigheden for behovet for flere hænder er også opstået:

»En erkendelse er, at hvis vi redder en halv gris mere pr. kuld samtidig med, at vi får flere levendefødte grise, hvoraf der er flere små grise, så kræver det også ekstra hænder at få grisene frem til fravænning«, konkluderer hun.

Der kommer ikke til at gå yderligere 3,5 år før næste runde med rådgivningsforløbet afvikles. 25 besætninger har allerede meldt sig til nyt forløb med start i efteråret.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle