Udbudspuklen af grisekød er væk - men er udbuddet stadig for stort?

Ugen På Spidsen: EU's svinetælling giver godt billede af tilstanden for svinesektoren. Umiddelbart er udbuddet på vej ned, mener ugens klummeskribent på Svin Plus.

Forholdet mellem udbud og efterspørgsel følges som regel ad. Men i 2020 var vi vidne til en ekstraordinær situation, da Tyskland fik kappet sin eksport ud af EU væk som følge af udbruddet af afrikansk svinepest. 

Derved blev udbuddet øget, fordi det tyske svinekød skulle afsættes inden for EU. 

Den svære afsætningssituation lagde en dæmper på svinepriserne, og corona-restriktionerne gjorde kun ondt værre, fordi det var svært at komme af med sine slagtesvin.

Trods de svære vilkår er der i de europæiske stalde ved en stikprøvekontrol i december 2020 faktisk flere grise end året før. Men det hænger sammen med, at der i en række lande var grise, som ikke kunne komme videre til slagteriet.

Det man derimod godt kan udlede af den seneste svinebestand-opgørelse fra Eurostat er, at den bestående bestand nok ikke forbliver på samme niveau. 

For tallene i statistikken viser, at både antallet af avlssøer og drægtige søer i december 2020 er gået tilbage med henholdsvis 1,2 og 1,7 procent. 

Færre søer i flere lande, flere i polen

Der er flere interessante observationer i talsættet. 

Spanien, der ellers buldrer frem båret af en stor kinesisk eksport, har 0,1 procent færre avlssøer og 2,0 procent færre drægtige søer. Det kan virke overraskende for et land, der normalt bare vokser og vokser. 

Den beskedne tilbagegang for avlsdyrene i Spanien er dog ikke noget at regne i forhold til andre lande. Tyskland, der har taget de fleste overskrifter i mange måneder, er dykket henholdsvis 5,4 og 5,5 procent for deres avlssøer og drægtige søer.

Topscorer i negativ forstand er Holland med tilsvarende tal på 11,6 og 12,0 procent. Det er vildt på et år, men hænger unægteligt sammen med, at hollænderne har fået statsstøtte til at lukke deres produktioner ned. 

Et andet opmærksomhedspunkt er Polen, som det seneste år er blevet den største aftager af danske smågrise. Her er det værd at bemærke, at landets avlsbestand er i hastig fremgang! Avlssøerne går op med hele 7,7 procent, og de drægtige søer er der blevet 5,2 procent flere af på et år.

Den massive fremgang kan ikke udelukke, at den mindsker behovet for at hente de danske smågrise til Polen.

Med mindre der ses en markant produktivitetsfremgang i soholdene, så kan 2021 ende med et lavere udbud. Det kan alt andet lige gavne priserne, hvis ellers efterspørgsel følger med.

Til sommer er vi klogere på udbuddet, når Eurostat sender sin maj-juni-svinetælling på gaden.  

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle