Svinerådgivninger appellerer: Split ikke DanAvl

Tre svinerådgivningsformænd er frustrerede over udsigt til opsplitning af DanAvl – det er skabt i fællesskab, påpeger de.

Parterne i DanAvl bør holde sammen og selskabet bør ikke splittes. Det mener formændene i tre lokale svinerådgivninsselskaber, der nu går sammen om en appel til dem, der vil splitte selskabet. Det er Torben Farum, svinerådgivningen i LandboNord, Ulrik Krogsgaard, svinerådgivningen i Agri Nord og Bent Graversen i SvineRådgivningen I/S, der nu prøver at sætte trumf på og få parterne til at finde en løsning.

Frygter udbryderselskab

De frygter at et udbryderselskab vil lave en kopi af DanAvl med eget setup, egen genetik og egne laboratorier og så videre.

»Det er brandærgerligt, at nogle af avlerne nu mener, de kan gå egne veje og forsøger at splitte det, som vi alle har være med til at bygge op og har beskyttet i de hårde tider«, siger Torben Farum LandboNord.

Det, der bekymrer de tre svinerådgivningsselskaber er, at et nyt avlsselskab kan suboptimere for egen vindings skyld. Så har svineproducenterner, som aftager produktet, ikke mulighed for at reagere, før det er alt for sent, og taberne risikerer at blive nogle af de danske smågrise og slagtesvineproducenter.

»De gener, vi har byget op i dansk svineproduktion, er skabt af hele branchen. Vi har som slutbrugere, uanset om man har søer eller slagtesvin, været med til at holde hånden økonomisk under avlen i de år hvor økonomien i vores branche har været trængt, og har måtte gå den tunge gang i pengeinstituttet med blodrøde regnskaber. Det har vi selvfølgelig gjort for at beskytte værdien af vores fælles avl«, siger Torben Farum, LandboNord.

Alle har betalt

Han understreger, at selv om avlerne har arbejdet med generne, er de fælles.

»Der kan ikke være tvivl om avlernes rolle i dette samarbejde, de har håndteret avlen, og vi som almindelige svineproducenter har betalt til dette arbejde hvert eneste år. Og uanset hvor længe man som avler har arbejdet med disse gener, har det aldrig været meningen at vores fælles værdier skulle tilgå nogle få avlere«, siger han.

Prøv med nyt hold

Der er ingen af formændene for de lokale svinerådgivninger, som har siddet med ved forhandlingerne. De har derfor svært ved at se, hvad der er kørt skævt, erkender Torben Farum.

»Vi håber inderligt, at parterne vil være indstillet på at genoptage dialogen, og prøve at imødekomme hinanden«, siger han.

De foreslår at inddrage en 3. part som kan være bindeled imellem sagens parter. Alternativt at sætte to nye forhandlingshold, hvis man allerede er så langt fra hinanden at dialogen er vanskelig.

»Den avlsplatform, vi i dag har i dansk svineproduktionen, er alt for værdifuld til at splitte, den er bygget op af de tidligere generationers visionære beslutninger, og bør bevares som et stærkt brand i forhold til omverdenen«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle