Sydjysk landboforening ender med 2017-underskud

Landboforeningen LHN, Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig, i Tinglev kom ud af 2017 med et mindre underskud på 160.000 kr. Gælden er dog nedbragt, og soliditeten er stigende.

Landboforeningen Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig, LHN, måtte notere et underskud på 160.000 kr. for 2017. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

"I lighed med en række kolleger i DLBR (Dansk Landbrugsrådgivning, red.) måtte vi notere en omsætningstilbagegang i 1. halvdel af 2017. Selvom vi reagerede hurtigt med en tilpasning af en række omkostninger, nåede vi ikke helt i mål og vi kommer derfor ud af 2017 med et regnskabsmæssigt underskud på 160.000 kr.", udtaler LHN’s direktør Tage Hansen i meddelelsen.

Samtidig kan foreningen dog glæde sig over, at gælden er nedbragt i stor stil i løbet af året.

"Vi har investeret kraftigt i ny teknologi og står derfor stærkt på den front nu, vi har haft et stærkt cash-flow fra selve driften, hvilket betyder, at vi ekstraordinært har kunnet nedbringe vores gæld betragteligt samtidig med at vores soliditet er vokset fra 33 til næsten 37 %", siger Tage Hansen.

"2. halvår af 2017 blev det omsætningsmæssigt bedste andet halvår i mange år og vi står derfor stærkt ved indgangen til 2018."

goddag til nye forretninger

"I 2017 har vi igen kunnet byde en række nye kunder og nye forretninger velkommen. På trods af det faktum, at der det senest år er blevet 10 % færre fuldtidslandbrug, har vi øget vores antal af landbrugsregnskaber.", udtaler Tage Hansen i meddelelsen og fortæller, at også antallet af kunder i LHN Planteavl og Økologi er fortsat med at vokse. I 2016 voksede arealet, virksomheden rådgiver på, med 10 %., og i 2017 er stigningen næsten lige så stor.

"2017 blev året, hvor der langt om længe kom bedre priser til vore landmænd. Mange kunne dermed påbegynde at fylde huller op på især bankgæld og kassekredit, som var opstået i den snart 10 år lange krise. Det var et dejligt pusterum.", udtaler han. 

"Desværre ser 2018 ikke helt så positivt ud, om end de første prognoser heldigvis allerede er gjort til skamme. Så lad os nu se om ikke det retter sig noget igen", slutter Tage Hansen.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle