Syv gode råd til den nye skovejer

Hvad vil du egentlig med din skov? lød det indledende spørgsmål fra skovrider Kristian Løkke Kristensen, da han sammen med forstfuldmægtig Michael Lehrmann for nylig holdt et velbesøgt seminar for nye skovejere.

For nogle handler det om opsparing, så skoven til sin tid kan finansiere et generationsskifte. En netop gennemført analyse fra Københavns Universitet viser, at alene skovens herlighedsværdi kan gøre hele landbrugsejendommen mere værd.

Andre har brug for et løbende bidrag til forretningen ved hvert år at fælde træer nok til, at skoven giver overskud. Og modsat er der ikke så få, der er mest optaget af at få en skov med biologisk mangfoldighed, rekreative kvaliteter og ikke mindst en god jagt.

Uanset hvad den enkeltes målsætning er, kunne de to skoveksperter gennemgå en lang række spørgsmål, der kan sammenfattes til syv gode råd.

1. Kend din ejendom

På de lidt større skovejendomme på 50 hektar eller derover bør man få sig et digitalt skovkort, mens mindre ejendomme ofte klarer sig med luftfotos. Skovkortet giver overblik over de dominerende træ-arter rundt i skoven og kan løbende tilpasses, efterhånden som ejeren planter nyt eller gennemfører en hugst. Det bliver sjældent så detaljeret som landmandens markkort, da træarter og forskellige aldre ofte er blandet i de enkelte blokke. Ved løbende at opdatere skovkortet kan man sikre, at skoven er i balance – altså at hugsten passer med tilvæksten, så værdien bevares.

2. Kend din risiko

Den største risiko for skovejeren er stormfald. Der er klart flest penge i at dyrke en skov med store, ensartede træer, men det øger også risikoen for, at det hele vælter ved en efterårsstorm.

- Hvis man for eksempel har en granskov, der blev plantet for 35 år siden, kan det være fristende at lade den stå og producere værdifuldt tømmer, men hvert år påtager man sig risikoen for stormfald. Når andel af skoven med gammelt træ stiger, stiger risikoen samtidig, forklarer Michael Lehrmann. - Det er vigtigt at afbalancere risikoen over for indtjening – skal man minimere risikoen, skal der ske en løbende hugst.

Også de fremtidige klimaforhold spiller ind i risikovurderingen. Rødgran kan for eksempel blive udfordret af varme vintre. Risikoen bliver mindre med en blandet bevoksning.

3. Udtynd altid det dårligste først

En skov skal løbende udtyndes – 4.000 småplanter per hektar skal i løbet af skovens levealder blive til 4-500 voksne træer eller færre afhængigt af træarten.

- Det er vigtigt at have fokus på det blivende, når man udtynder, siger Michael Lehrmann.

- Lige nu, hvor prisen på energitræ er god, er det en rigtig god anledning til at få fjernet de knap så gode træer, for på langt sigt er det afgørende, at så meget som muligt ender som bygningstræer, der historisk har afregnet med dobbelt pris i forhold til energitræ.

4. Klassisk eller naturnær skov?

Mens en bøgeskov typisk fornys naturligt ved selvsåning fra de eksisterende træer, vælger man i de fleste nåletræsplantager at plante de nye træer. Den naturlige foryngelse kræver, at de eksisterende træer er sunde. Der skal ske mere opfølgning med større håndværksmæssig kunnen, men til gengæld slipper man for lidt af investeringen i nye træer. Hvad man vælger, afhænger af den enkelte skovejers mentalitet.

5. Skal skoven certificeres?

Skovdrift er kendetegnet ved en meget beskeden anvendelse af gødning og pesticider, ligesom de danske skove hvert år optager mere CO2, end der afgives ved hugst. Hvis træet derudover bliver brugt til for eksempel byggeri eller møbler, lagres CO2 i længere tid, og klimaregnskabet bliver endnu bedre.

Imidlertid kræver omgivelserne i stigende grad, at miljøindsatsen dokumenteres med et certifikat. Hvis man har en løbende hugst af nåletræer, er det en økonomisk fordel at blive certificeret, da merprisen på certificeret træ er høj – ofte mellem 20 og 50 kroner per kubikmeter.

For mindre ejendomme og løvtræer er økonomien i en certificering mere tvivlsom.

- Vi vil meget gerne have flest muligt certificeret, ikke mindst som dokumentation over for omverdenen, og ser det som en bunden opgave at få gjort prisen på at blive certificeret så lav, at alle kan være med, siger Michael Lehrmann.

6. Naturen og gæsterne

For mange skovejere handler det i stigende grad også om at skabe en levende skov med stor biodiversitet. Hjørner, vådområder og andet får lov at passe sig selv til glæde for insekter, fugle og måske også for jagten og de gæster, der bruger skoven rekreativt. Nogle få har endda fået offentlig støtte til mere biodiversitet, og en ny støtteordning forventes senere i år.

Selv om skoven er privat, må den ikke lukkes for offentligheden andet i begrænsede, korte perioder, for eksempel under en jagt. Alle har ret til at færdes på skovvejene i dagtimerne, men ikke på resten af arealet.

Som skovejer kan man overveje, om det rekreative kan gøres til en del af driften. Flere og flere får en forretning ud af at give plads til skovbørnehaver, mountain-bike-stier med mere, og specielt skovbørnehaver er det relativt let at få tilladelse til.

7. Skatten, momsen og pengene

At drive en lille skov kan være en skattemæssig udfordring, specielt under opbygningen, hvor man kun har udgifter og endnu ikke meget hugst. Skat har i flere tilfælde underkendt fradrag med henvisning til, at der ikke var indtægter, og argumentet om, at indtægterne kommer mange år senere, bider ikke. Det er derfor en fordel, hvis skoven drives som en del af en anden aktivitet, for eksempel et landbrug, der har løbende indtægter. Under alle omstændigheder skal man momsregistreres, hvis omsætningen er over 50.000 kroner om året.

Og hvor mange penge er der så i skovdriften? Historisk ligger overskuddet på omkring 1.000 kroner per hektar plus måske 5-600 kroner for jagten. Lige nu er indtjeningen markant bedre på grund af de høje energipriser, men det er næppe klogt at regne med det på langt sigt.

Et gennemsnitligt medlem af Skovdyrkerforeningerne ejer 21 hektar, så den helt store indtægt kommer der ikke ud af bestræbelserne. Det er noget andet end økonomi, der driver værket.