Syv partier vil have FE til at genskabe Mette Frederiksens beskeder fra minksagen

Flere føler sig vildledt omkring mulig genskabelse af slettede sms'er i minksagen. Syv partier vil nu give lov til at gøre endnu et forsøg på at genskabe de slettede beskeder.

Syv partier på Christiansborg vil nu give Forsvarets Efterretningstjeneste lovhjemmel til at forsøge at genskabe Mette Frederiksens slettede beskeder fra minksagen.

Det skriver bt.dk

- Vi er blevet ført bag lyset i et cover up, der fik os alle til at tro, at Mette Frederiksens sms’er ikke kunne genskabes. Ordet skandale er en underdrivelse, udtaler De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, efter B.T. tirsdag har afdækket en række notater fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

I notaterne sendt fra spiontjenesten til Forsvarsministeriet i slutningen af 2021 står der, at FE ikke blev anmodet om at undersøge, om FE kunne finde beskederne i data fra tjenestens overvågning af det statslige wifi-netværk.

Og endnu vigtigere: FE gjorde i tre notater opmærksom på, at tjenesten ikke havde lovhjemmel til at gøre forsøget.

Men de centrale oplysninger blev fortiet i et svar til Folketingets Retsudvalg, selv om oplysningerne stod i et FE-notat, der var skrevet for at besvare det pågældende spørgsmål fra Retsudvalget.

Desuden udsendte Forsvarsministeriet en pressemeddelelse, hvori det lød, at man ikke kunne pege på andre metoder end det, Rigspolitiets teknikere havde forsøgt.

Eksperter kritiserer pressemeddelelsen for at være misvisende, fordi der i FE-notaterne står, at beskederne potentielt godt kan findes i FEs overvågning af det statslige wifi-netværk.

- Det burde ikke være sådan et i demokrati, at vi ikke får hele sandheden. Jeg føler mig vildledt og ført bag lyset, siger Søren Papes partifælle Mai Mercado, der tirsdag indleverer et beslutningsforslag, der skal give FE den lovhjemmel, som FE i de interne notater påpegede, at den ikke havde.

Hvis der kommer flertal for forslaget, får FE endelig mulighed for at forsøge at genskabe de beskeder, som Mette Frederiksen og fire andre personer med roller i minksagen havde slettet.

Enhedslisten kritiserer også forløbet og bakker op om, at FE nu skal have lovhjemmel til at undersøge, om tjenesten har data, der indeholder de slettede beskeder.

- Når man ser de svar, der er givet, og de notater, der ligger til baggrund for svarene, kan jeg konstatere, at de svar ikke er fyldestgørende. Der ligger nogle oplysninger i notaterne, der ikke kommer videre i svaret. Det er klart, det er et problem, siger Peder Hvelplund (EL) til B.T.

Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Alternativet og Danmarksdemokraterne støtter også at give FE mulighed for at genskabe beskederne.

Det er daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S), der står som afsender på det mangelfulde svar til Retsudvalget. Hun afviser kritikken.

- Jeg kan afvise, at der fra min side på noget tidspunkt har været ønske om at tilbageholde oplysninger for Folketinget, skriver Bramsen kortfattet og henviser til Forsvarsministeriet.

Her siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at han nu vil undersøge sagen.

- På baggrund af de oplysninger, som B.T. har forelagt for mig som fungerende forsvarsminister, vil jeg nu se på, hvad der er op og ned i denne sag, og hvad baggrunden er for, at man svarede, som man gjorde, skriver Troels Lund Poulsen i et skriftligt svar.

I Radikale Venstre er man overrasket over udviklingen i sagen.

- Det er nyt for os, at det er et spørgsmål om lovhjemmel og ikke et teknisk forhold, der spændte ben for videre undersøgelse. Det er klart en sag, vi vil forfølge. I forhold til om vi støtter at give lovhjemmel, afventer vi forsvarsministerens redegørelse, siger Samira Nawa (R).

SF har ingen kommentarer til sagen. Socialdemokratiet og Moderaterne er endnu ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle